Fra schlager pop til gåsehudsfremkaldende momenter - og tilbage igen.
Anmeldelse (Koncert) - ★★★★
Operaen, København d.12.02.22
Anmeldt for GAFFA.DK - foto: Kasper Pasinski
De svenske søstre i First Aid Kit har masser af gode sange, og de leverer noget af det flotteste tostemmige vokalarbejde, jeg har oplevet live. Det til trods var aftenen som overskriften antyder, en blandet fornøjelse.
First Aid Kit, er et af ret få skandinaviske bands, der helt tydeligt deler min kærlighed til amerikansk country musik, og de for genren så genkendelige tostemmige i vokaler. Det der er dog kommet en spiseskefuld for meget up-beat-ABBA-pop i den musikalske iscenesættelse på de seneste album, for min smag.
Men når man kan komme til at opleve First Aid Kit live, og ligefrem siddende på en stol, så må man holde sig til, og når de netop har valgt at spille i Operaen og ikke i fx store VEGA, kunne man måske og have det fromme håb, at det ville blive en mere intim aften.
Således forventningsfuld, satte jeg mig til rette i mit bløde stolesæde i Operaen.
Nogen læsere på linjen, som ikke kender til First Aid Kit?
Den korte historie er, at Stockholm-søstrene Johanna og Klara Söderberg i 2008 uploadede et cover af Fleet Foxes’ sang ‘Tiger Mountain Peasant Song’ til YouTube.
De har, især siden deres 2014 album Stay Gold, bygget en imponerende international karriere. Deres til dato største hit er ”Silver Lining” med 184 millioner plays på Spotify. De har spillet lange turnéer på den anden side af Atlanten, hvor man jo ellers selv kan spille country, hvilket jo siger lidt om kvaliteten.
I Danmark har First Aid Kit fyldt både Store Vega og Orange Scene. Operaen er da også fyldt til randen denne aften.
Johanna Söderberg på elbas, Klara Söderberg på akustisk guitar går på scenen sammen med bandet (el-guitarist, keys og trommer) og sætter af med titelsangen fra det nye, deres 5, studie album Palomino.
Nummeret starter med et par takters trommer, og jeg får straks øje på stortrommen, hvilket giver anledning til følgende notat på min blok: ”ÅH megastor stortromme”.
Det sker for mange bands, der starter deres karriere med en lille tæt lyd, at de down the road for for sig, at de skal have en større lyd. En populær løsning synes at være at smække en større stortromme på. Det er i mine øjne meget sjældent, det klæder musikken. Det gjorde det i alle fald ikke denne aften, hvor det for mig udløste kedelige associationer til tysk schlager musik.
Desuden var stortrommen for det meste højere end Klara Söderbergs akustiske guitar, som ellers er nok så vigtig, både fordi hun spiller rigtig godt og fordi det er den, numrene er skrevet op omkring. OK, nok brok fra mig om den sag.
De synger fantastisk!
For søren, hvor har de skrevet mange gode sange, og hvor synger de bare fantastisk. Klara Söderbergs sopran lyder endnu bedre live end den gør på album. Johanna Söderberg spiller en motherfucker elbas samtidig med, at hun synger korstemmer som en drøm i fuldstændig harmoni med søsterens lead, og selv om hun vel egentlig er altstemmen af de to, synger hun masser af høje overstemmer. Jeg kan også rigtig godt lide hendes stemme, når hun få et vers alene, så hvorfor hun ikke synger flere leadstemmer, forstår jeg egentlig ikke.
Et af højdepunkterne i den første del af sættet var ”Fallen Snow”, min favorit fra Palomino. Der starter med den skønneste basgang og minimale trommer i øvrigt.
En perlerække af hits
Herefter fortsatte de med en perlerække af hits. Flest fra de seneste album, men også ældre sange.
Jeg noterede mig, at deres sceneshow var 100% frit for autentisk vildskab. Der var ikke megen interaktion, mens de spillede. De har tydeligvis aftalt præcise steder, hvor de skal gå hen til hinanden. Men da deres faste pladser på scenen var ret langt fra hinanden, blev det til en noget unaturlig marcheren frem og tilbage. Man fornemmede, at nogen har sagt til dem, at de skal være mere vilde på scenen, for i det ellers virkelig gode Lion’s Roar begyndte de pludselig at kaste håret frem og tilbage i bedste Alanis Morrisette stil. Forceret Rock n’ roll er akavet!
Jeg synes, bare de skulle være sig selv, som når de snakkede til publikum, hvor det hele virkede mere afslappet.
Jeg fik gåsehud og tilgav alle de tyske schlager rytmer
Det store øjeblik, der hvor jeg fik gåsehud og tilgav dem alle de tyske schlager rytmer, indtraf da bandet gik ud og søstrene mødtes midt på scenen, hvor de til Klara Söderbergs akustiske guitar sang ”Ghost Town” fra deres første album. Det er ikke, fordi det er en bedre sang end så mange andre sange, de har skrevet siden, men simpelthen fordi man fik lov at opleve dem i en mere intim iscenesættelse. Der var selvfølgelig flere fine momenter denne aften. Introer, hvor stemmer og guitar stod alene, og hele sange fx ”Emmylou”, hvor der blev spillet med brushes på trommerne, hvor man fik mere af intimiteten.
Jeg vil også fremhæve den let pastelfarvede scenografi, en stor mattereret plexiglassol med skyer, der kunne skiftede farve på bagtæppet. En enkel og poetisk scenografi, der illuderede, at scenen er sat på en lys forårshimmel.