Smukke, rolige og nærværende sange fra dansk debutant.
Nyvasket lufttørret sengetøj - ★★★★
Rel. d.15.11.24
Anmeldt for GAFFA.dk
Ester pakker sine sange ind i gedulgt klaver, lyden af mørke træblæsere og harpiks på dybe strenge.
Dem, der kender mig som anmelder, ved, at jeg anmelder ret få danske album, og det er der to grunde til.
Den ene er, at jeg, fordi jeg jo selv er sanger og sangskriver og færdes i miljøet ofte kender folk personligt, men Ester er jeg aldrig løbet på. Den anden grund, til at jeg tit takker nej, er, at jeg, når jeg hører de første par sange, tænker, at jeg ikke orker at være i selskab med musikken på det pågældende det album i de 3 timer, det ca. tager at lytte ind på et album i en grad, så jeg mener, man kan tillade sig at mene noget om det. Da jeg hørte til Esters album, tænkte jeg med det samme, at her var noget musik, som jeg virkelig havde lyst være i stue med, og det er faktisk den allerstørste ros, jeg kan give et album. Når jeg havde det sådan, med Esters album, er det bl.a. på grund af den plads, der er i lydbilledet, det intime udtryk, den primært akustiske instrumentation og de taktile detaljer i orkestreringen med gedulgt klaver, lyden af de mørke træblæseres luft gennem rør og harpiks på dybe strenge.
Og så var det på grund af den ro, albummet spreder omkring sig. Det lyder simpelthen rart og nærværende.
En virkelig vellykket produktion
Niklas Emborg Gjersøe har produceret og det er virkelig en vellykket produktion rundt om Esters sange. Hans spiller også kontrabas og cello og har desuden tilføjet sparsomme elektroniske elementer.
Ester, som hedder Haslund-Gjerrild til efternavn, spiller klaver og akustisk guitar, og så synger hun selvfølgelig. Let, lyst og indimellem næste viskende, som stod hun lige ved siden af og viskede sangene ind i mit øre. Emil K. Christensen spiler baryton guitar. og træ-blæserne leveres af Caroline Zalcman og Elias Haslund-Gjerrild. Blæserne bidrager med en række fine i instrumentale passager fx på sangen ”Papirfoldede standerlampe”, i øvrigt en titel, som jeg ikke kan få grammatikken til at gå op i. Alt i alt fremhæver Instrumentation og produktion sangene på smukkeste vis.
Nu vil jeg gerne have lov at fortælle om min første lytteoplevelse med Esters album, fordi den viste sig, at konfrontere mig med nogen af mine egne synspunkter omkring sangskrivning, synspunkter jeg ikke var helt bevidst om, at jeg havde.
Måske levede Ester selv med døden i hælene?
Den først gang, jeg hørte musikken, havde jeg ikke læst pressematerialet, for jeg kan godt lide at gå uhildet til opgaven, og på den måde give albummet et første ”jomfrueligt” lyt. Jeg lyttede, mens jeg cyklede rundt i et regnvådt København og ordnede ærinder. Jeg fornemmede hurtigt, at det her er sange, der handler om liv og død eller rettere om livet i skyggen af døden. Og da jeg nåede til sangen ”I går”, hvor Ester - eller jeget- ligger på gulvet og støvsuger under sin sofa, og ikke har kræfter til at rejse sig igen: ”Og jeg kom ikke op/ Jeg rykkede ikke en muskel /For jeg kunne ikke rejse mig selv op i går” fik jeg for mig, at det måske var Ester selv, der var syg, så syg, at hun ikke kunne rejse sig. Måske levede hun selv med døden i hælene?
En anden ting, der sendte mine tanker i den retning, var, at jeg ikke oplever vokalen være produceret helt lige så delikat, som nogen af de fine og ret eksponerede instrumentale indsatser i sangene, der står helt ude i pappet. Derfor tænkte jeg, at hun måske havde optaget sig selv og sin stemme derhjemme. Havde hun måske været for syg til at gå ned i et professionelt lydstudie?
Det er jo den slags lydæstetiske iagttagelser, jeg normalt ville påtale i en anmeldelse, men var det nu en anmeldelse, som kun de efterladte ville få at læse? I kan nok se, jeg fik lavet mit helt eget regnvejrsscenarie.
I kan nok også godt mærke, hvor det bærer hen af. Da jeg kom hjem til computeren, kunne jeg selvfølgelig læse i pressematerialet, at Ester lever i bedste velgående, og at hun godt nok har studeret musikterapi og været i praktik på et hospice, men død, det er hun altså heldigvis ikke.
Ester er sund og rask
Nu ville det jo være helt forkert at skrive, at jeg blev ”skuffet”, for jeg blev naturligvis lettet over, at Ester er sund og rask og kan lave mange album endnu i sit forhåbentlig lange liv. Men jeg følte mig alligevel underligt ”snydt”. Og det blev jeg faktisk selv overrasket over. Jeg har nemlig i interviews hørt mig selv svare på spørgsmålet, om hvorvidt jeg skriver selvbiografisk, noget i stil med, ”jeg skriver IKKE dagbog, jeg skriver sange”. Desuden har jeg selv for ret nylig, skrevet en sang om min mors død, en sang jeg skrev et halvt år før hun døde, uden at det afstedkom nogen moralske sangskriverskrupler hos mig. Og ikke mindst: vi har jo også alle sammen accepteret, at fx Bruce Springsteen har brugt et helt liv på at skrive med afsæt i arbejderklassen, sandsynligvis uden nogen sinde at have sat sin fod på en fabrik.
Således siger mit intellekt mig, at jeg er helt galt afmarcheret. Jeg ved det godt. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe følelsen af at være blevet manipuleret med. Jeg spørger desuden mig selv, om folk, der rent faktisk lever med døden i hælene, gider høre nogen, der ikke har været der selv, formulere sig omkring emnet. Well well, den konflikt er åbenbart en jeg bærer i mig. Om det er noget, der har bekymret Ester, ved jeg jo ikke. Og vi skal jo alle sammen før eller siden se vores dødelighed i øjnene, men det er jo et specielt sted at tage fat, i Esters unge alder.
Generelt oplever jeg, at udførslen og iscenesættelsen passer godt til sangene og deres tema. Ester skriver i sit pressemateriale, at ”hendes musik skaber rum til refleksion og fordybelse”. Det er jeg enig i at den gør. Hun kalder det også ”et album om dagligdag og dødelighed”, og skriver, at hver sang er et øjebliksbillede, hvor tiden står stille og små ting får betydning. Det er også ret præcist.
En kløvervaselinedåse
Jeg kan rigtig godt lide, detaljerne i teksterne, alle de ”små ting”, at en kløvervaselinedåse bliver betydningsbærende, og at hverdagsord - som fx nettoposer- indgår og på den måde inviterer hverdagen indenfor, og er med til at løfte Esters udtrykte dagsorden om at tagen døden ned på jorden.
Jeg kan til gengæld ikke særlig godt lide, at hun ødelægger det talte sprogs rytme. Synger ”køkkKEN” og ”datovareNE” og ”StanderLAMpe” Det får flere af teksterne til at lyde om en lejlighedssang gone wrong. Jeg er sikker på, at hun selv synes, at det er poesi. Jeg synes, det er noget rod, der betyder at sangene bliver underligt leddeløse. For mig at høre tjener den sproglige formløshed ikke hendes mange fine ideer og iagttagelser.
Sproget mangler form.
At der mangler form på sproget, bliver ekstra tydeligt, fordi albummet også indeholder en virkelig smuk hymne ”Skærsommer”, som Ester ikke selv har skrevet teksten til. Det har derimod Rakel Haslund-Gjerrild, og her er der anderledes form på det sproglige med både rim, meningsfulde versefødder og tryk på de rigtige stavelser. Det er en sang, der burde optages i Højskolesangbogen, ikke bare på grund af teksten, men så sandelig også på grund af den smukke melodi, som Ester har skrevet til den og i øvrigt synger flot. Jeg vil lige understrege, at det ikke er, fordi jeg vil have, at alle sange er indrettet, så man kan synge med på dem, mens man står rundt om St. Hans bålet, men et minimum af form og struktur, er i mine øjne en vigtig del af tekstforfatterens håndværk. Et håndværk som jeg holder af.
Alt i alt glæder jeg mig til at høre fra Ester
Men nu skal denne anmeldelse ikke ende i mol. Alt i alt glæder jeg mig til at høre fra Ester igen. Jeg er nysgerrig efter at høre at høre, hvordan det lyder, når hun forhåbentlig igen skriver om hverdagen, men måske på et lysere draperet eksistentielt bagtæppe.
Nyvasket Lufttørret Sengetøj er Ester Haslund-Gjerrild første soloalbum. Det udkom 15 nov. Og det er en ambitiøs måde at lægge fra land på.