Bonnie Prince Billy stiller op på musikkens og ikke markedets præmisser.
Bonnie Prince Billie - Live - ★★★★★
DR Koncerthuset 16.08.26
Anmeldt for All That (hvor det kommer op senere i dag med fine fotos).
Foto: Privat
Will Oldham, der optræder under kunstnernavnet Bonnie Prince Billy, er en mand i sin bedste alder. Således har han jo haft en pæn årrække at udgive musik i, men han har nu alligevel fået mere fra hånden end de fleste. 28 studiealbum på 33 år – det er li’ godt lidt af et oeuvre.
I 90’erne var han vel at regne som indierocker med hang til det lo-fi og alternative. Jeg tabte ham lidt af syne i 00’erne, men i de seneste år har jeg fulgt ham igen. Politikens Simon Lund, der lige har lavet et skønt interview med ham, kaldte ham i den anledning ”countrysanger”. Det synes jeg nu ikke er dækkende. Jeg ville sige, det meget tydeligt er amerikansk folk, der er kernen i hans æstetik. Typisk for de fleste af hans plader fra de seneste år er, at de er fulde af akustiske instrumenter og er meget smukt og varieret orkestreret. De skiftende musikalske landskaber omkring ham opstår bl.a., fordi flere af hans albums er blevet til i forskellige samarbejder.
Blandt mine favoritter fra de senere år er When We Were Inhuman (2019), indspillet sammen med Bryce Dessner og ensemblet Eighth Blackbird, der ellers har specialiseret sig i ny partiturmusik, Superwolves (2021) med Matt Sweeney og The Purple Bird (2025).
Der er i hvert fald nok at gå i krig med, og det er måske en af grundene til, at jeg ikke for alvor kan nævne en masse af Oldhams sange. Der er så mange, og man når lige at få hørt det ene album, så kommer der et nyt.
Lad mig vende tilbage til overskriften og aftenens koncert.
Lad mig starte med herlighederne.
Det var en hel aften med den ene dejlige melodi efter den anden. Så meget melodisk substans og ”swung” får man sjældent på én og samme koncert. Måske netop fordi jeg, som jeg skrev lige før, ikke kan så mange af hans sange på rygraden, blev jeg simpelthen overrasket over, hvor gode ALLE hans sange er.
Dertil kom, at han også sang bedre, end jeg havde turdet håbe på.
Hans stil er ikke storskrydende eller blæret, men jeg oplevede det både mere rørende og mere imponerende, end jeg havde kunnet ane ved blot at høre pladerne. Hans stemme var værd at mærke og opleve i rummet, mens den løftede sangenes rigt detaljerede melodier virkelig smukt og dynamisk.
To sange, som var særligt magiske for mig, var ”In Good Faith” (2019) og ”I See a Darkness” (2018). Den første fordi den er et flot folk-hit med sing-along-kvaliteter, den anden fordi den var særligt skær og fin.
Og så var der jo det med rodebutikken.
Med sig på tur havde Oldham Thomas Deakin på elguitar (samt klarinet, kornet og kor), Dawn Landes (som også spillede support) på kor og lidt guitar, Jacob Duncan på altsaxofon og fløjte, Alicks Nielson på trommer og på et par numre også en keyboardmand, der kom ind for at spille en-hånds orgelflydere. Oldham selv spiller fór på sin akustiske nylonstrengsguitar. De andre må bare hænge på, hvilket nogen gjorde bedre end andre.
Med den holdopstilling og instrumentation synes jeg reelt ikke, sangene fik den iscenesættelse, de havde fortjent.
Det fungerede indimellem lige akkurat og indimellem slet ikke. For mig at høre manglede der noget i basregistret, der kunne holde sammen på det hele. Det behøver jo ikke være en bas – elguitaristen kunne sagtens have fyldt i det register, men han tog slet ikke fra. Det blev især klart, fordi trommeslageren, der tydeligvis var rundet af noget jazz og var både delikat og levende, ligesom ikke rigtig havde nogen at spille sammen med.
Senere viste det sig, at Deakin spillede en smuk klarinet og siden en habil kornet. Jeg fik derfor den tanke, at han slet ikke for alvor er guitarist, men måske er blæser. Det var så en guitar, de stod og manglede.
Det kan selvfølgelig sagtens fungere at have et orkester uden bas, især når man har to guitarer, men så skal en af dem spille på de dybe strenge - bare en gang imellem. Det er ikke Oldhams egen favoritfrekvens på instrumentet, men det kunne være kommet fra den anden guitar. At der også generelt var lidt rodet kor fra flere pladser, hjalp heller ikke på det.
Jeg anerkender fuldt ud, at Oldhams sange er så robuste, at de kunne tåle den behandling, de fik. Jeg ville bare have foretrukket, at de havde fået noget af den samme fine og, som jeg hører det, ret nøje iscenesættelse, som Oldham giver dem på sine plader. ”Rodebutikken” var dog ikke nok til at ødelægge oplevelsen for mig. Det kunne bare have været en endnu bedre oplevelse.
Jeg gik fra koncerten som en større fan, end jeg kom.
Jeg vil derfor også gerne afslutte med at sige, at jeg gik fra koncerten som en større fan, end jeg kom. Jeg kan utrolig godt lide det helt igennem ukommercielle element i Oldhams projekt. Man fornemmer tydeligt, at han er i det på musikkens præmisser og ikke markedets. Når man ser på hele hans livsværk, er det søgende og eksperimenterende og drevet af lyst til at udforske sin sangskrivning i forskellige typer samarbejder. Det er noget jeg har respekt for.
Jeg troede derfor på ham, da han sang: ”I want to make music all the time / Not just in fits and skirmishes / I wanna be wholly consumed in rhyme / And bend my whole to her wishes” (”Behold! Be Held!”2023) Og, don’t we egentlig all? tænkte jeg, som jo også selv er sangskriver.