Dominique Fils-Aimé Live - ★★★★
Hotel Cecil 26.03.26
Anmeldt for GAFFA.DK (m. flot foto serie)
foto: Kaper Pasinski
Canadiske Dominique Fils-Aimé kom til Hotel Cecil på baggrund af sit nye og femte studiealbum My World Is the Sun.
I Cecils program står, at Fils-Aimé har vundet to JUNO Awards (det Canadiske sidestykke til Grammy) for bedste ”vocal Jazz album”. Jeg er kender allerbedst hendes 2023 album Roots Run Deep, som jeg har nydt en del. Det var imidlertid ikke faldet mig ind, at hun regnes for at være jazzsangerinde. Efter koncerten i aften, kan jeg godt høre hvorfor. Jeg har bare altid selv tænkt på hendes musik som afro-amerikansk roots musik, en god blanding af både soul, blues og jazz. Sandheden om genren ligger nok et sted midt imellem.
Hendes musik er grundlæggende modal, altså sange, der sjældent skifter toneart, og - kunne man sige - har den samme harmoniske farve hele vejen igennem. Typisk for hendes album er også, at der er masser af vokal-lag sunget af hende selv med hendes varme og smukke stemme og det lyder generelt decideret lækkert.
Jeg var spændt på, hvordan hun ville løse det med alle stemme-lagene i live situationen og tænkte, at hun måske havde kor med.
Det havde hun ikke. I stedet stillede hun med fem musikere på el-guitar, keys, trompet, bas (el-bas og Moog-bas) og trommer. Det med de mange stemmer løste hun ved undervejs at ”optage” og siden loope sin egen stemme (altså spille optagelsen i ring) så hun på den måde kunne synge ”med” sig selv. Det hele foregik stort set uden at man lagde mærke til, at hun var i gang med at optage en stump vokal. Ind imellem pegede trompetisten også sit horn mod hendes mikrofon og blev også lagt ind i loopet.
Den næste to timer lange koncert bestod af 5 suite forløb, hvor sangene på ret overlegen vis gled over i hinanden. Overgangene var flot udtænkte, så når jeg bruger ordet ”gled”, dækker det egentlig ikke. Flere gange vendte bandet nemlig på en tallerken, og en ny farve med tilhørende nyt beat blev en realitet, som havde man vendt en side i en bog.
Efter introsuiten beskrev Fils-Aimé, hvordan der ikke ville blive så meget plads til at klappe i løbet af koncerten, fordi numrene ville løber over i hinanden. I stedet for at klappe, skulle vi bare lade musikken flyde igennem os. Det var egentlig en fin anbefaling, og godt med sådan en det-er-det-her-vi-vil med-jer-hensigtserklæring.
Mellem de følgende suiter leverede hun en række feel-good speaks, der ikke så meget handlede om sangene, men mere om verdens generelle tilstand med konklusioner, der alle efterlod os med en god portion håb for verden. På samme måde bestod teksterne, der er enkle og ikke særligt ordrige, af mange gentagelser af, hvad jeg vil kalde, feel-good mantraer. Min indre bullshit detektor slår ud, når sætninger som ”Rise above it all, aim higher” (citat fra ”Rhythm of Nature”) eller fra ”The River”:”meet me by the river, come let’s heal together” kører i ring. På den anden side, kan man jo også sige, at det er et ganske nobelt mål at sætte sig, at ville heale verden, et publikum ad gangen.
Til gengæld var netop de to sange ”Rhythm of Nature” og ”The River” to af aftenens musikalske højdepunkter.
”The River” er en flot sirenesang med gospel elementer og ”Rhythm of Nature”, stod mod slutningen af koncerten særlig stærkt med sit let dystre mørke penetreret af muted trompet og fløjlsblød mørk vokal.
Fils-Aimés er fra den fransktalende canadiske provins Quebec og vi fik da også i løbet af aftenen et par fransksprogede sange. ”Moi je t’aime” var, som på album, også til koncerten meget smuk og intim i sit udtryk.
Hele programmet var stramt tilrettelagt og flot udført. Der var enkelte improviserede passager, hvor af de fleste blev leveret af trompetisten. Andre instrumentale passager lod til at være lagt tilrette på forhånd.
Jeg har et lille ”men”, som handler om bands, der spiller ”små” klubkoncerter, men har en ambition om stor lyd og masser af rumklang omkring den. Den store rumklang i kombination med lydtrykket og de tætte arrangementer kan godt skabe en ret kaotisk lyd i en lille sal. Musikken får ganske rigtig vingefang og volumen, men det er ofte på bekostning af nærhed og varme i lyden. Fils-Aimés album har ellers netop nærhed og varme, så det undrede mig, at det var den æstetisk store lyd, de valgte at gå efter en stor del af tiden. Det skal dog siges, at de reelt vekslede mellem den store rumklang og tæt in-your-face-lyd. Jeg må bare sige, det sidste var det mest attraktive, fordi man bedre kunne mærke og dermed nyde Fils-Aimés stemme.
Fils-Aimés var et godt bekendtskab, og jeg får lyst til at fremhæve hendes lyriske håndbevægelser, der hele koncerten igennem formidlede alle musikkens åndedrag med hendes unikke ”tegnsprog”.
Koncerten sluttede og startede -ligesom hendes seneste album- på fransk med ”Ma Melodie”, der som intro var en lydoptagelse af hendes mor, der sang som ung. Ved koncertens slutning, sang Fils-Aimés den helt acapella, inden hun trak sig tilbage fra scenen som den sidste i bandet.
Sætliste:
suite 1:
Ma Mèlodie (album audio)
Sea of Cloud
We are Light
Suite 2:
Sun Skin + Sun Rise
Èchappée belle
Phoenix Rising
Suite 3:
Life Remain
Give me a reason
Love Take over
The River
Suite 4:
Moi je t’aime
Some Body + Fire
My Mind at Ease
Going Home
Suite 5:
Birds
Moon Child
Rhythm of Nature
Je t’aimais Je t’aime et je t’aimai
Mélodie (Acapella)