Man får jo simpelthen gåsehud.
Celeste - ★★★★★
Album: Woman of Faces rel. 14 Nov.
Anmeldt for GAFFA.DK
Sin store, smukke stemme til ”trods” fremkalder Celeste Billie Holiday, som hun lød på sine sidste hjerteskærende plader.
“And so” - uden nogen introduktion eller formidlende set up, bare sagt med stille stemme, som man taler til sig selv en sen nat foran spejlet, mens man forsøger at tale sig selv til ned samtidig med, at man for alvor tager ulykkens omfang ind. “Got a feeling I should go” fortsætter hun, nu over spartansk vals spillet på mørklagt klaver. Sådan åbner Celeste sit album. Som var vi var midt i en samtale. Som om vi alle kendte forhistorien. Og det gør vi måske også? For hvem har ikke prøvet at være forladt, fortabt og ulykkelig.
Melodien ligger lige midt i talelejet, så stemmen helt uforstilt og uden unødig pynt kan bære sin fortælling gennem de første par vers, hvor Celeste, bortset fra sit tydeligt britiske engelsk, fremmaner Celeste Billie Holiday, som hun lød på sine sidste hjerteskærende plader. Celestes stemme er ikke ødelagt som Holidays, tvært imod, men - sin store smukke stemme til ”trods” – er det den samme gåsehudsfremkaldende-følelserne-udenpå-tøjet-essens hun formidler.
Nu rejser melodien sig fra sit afslappede leje og kaster sig en oktav op. Sorg og frustration sendes afsted med både symfoniske strygere og med fuld styrke og stemmepragt: “And it's a little bit absurd my world spins on (…) But I must dress up and move like this / On with the show” synger Celeste, mens de sidste ord, som også er sangens titel, bliver sunget med så meget vemod, at man kan mærke helt ind i knoglerne, hvad det kommer til at koste. Nu er strygerne væk igen, og klaveret valser videre et alene, som var det lydsporet til fransk film fra sentresserne.
“They put me back together, two arms, one nose / And a dress that fits the weather, perfumed me with a rose” synger Celeste, her hvor verset og strygerne er tilbage, denne gang med dramatisk marchtromme under. Igen løfter stemmen sig: “And the symphony goes on and on and on” og omkring den bliver det hele da også mere symfonisk og lyden større. Et kort sekund lukker strygerne ned og Celeste nærmest råber af sine lunger fulde kraft: “There's the swell of strings” og det kommer nu, hele det store dramatiske strygerscenarie, der svulmer og fejer og bruser omkring hendes stemme, der nu er i affekt og ikke forsøger at lægge skjul det. Og pludselig, pludselig er det slut, som om nogen trak stikket, puttede stryger-ånden tilbage i flasken og satte proppen i. “On with the show” synger Celeste – nu lige så alene i verden, som hun startede.
Dette er mit forsøge på at skrive en anden slags anmeldelse.
Jeg håber, den vil give jer, der læser den, lyst til at lytte med. Start med ”On With the Show”. Slut med ”This Is Who I am” og stop ved ”Woman of Faces” og ”Time Will Tell” på vejen. Hvis I vil vide lidt mere om hvem Celeste er, så læs min anmeldelse af hendes debut-album på Gaffa
Her kan I se sangen på Youtube