Cat Power sings Dylan’66 var en meget blandet oplevelse.
Cat Power - ★★★
DR Koncertsalen d.01.09.24
Anmeldt for GAFFA.dk
I den første del al koncerten, kedede jeg mig for alvor, men så begyndte der alligevel at ske noget.
Lad mig med det samme lægge kortene på bordet. Jeg er er ikke Dylan ekspert. Jeg har ingen ældre søskende, der har spillet ham for mig, og jeg er lige netop for ung til for alvor at have været der selv.
Jeg har dog været til én koncert med Dylan i mit liv, og det var hans "Gospel Tour", hvor han bl.a. spillede sange fra sit album Saved fra1980, så det må have været i starten af firserne. Jeg kan ikke længere huske, om det var i KBH eller i Göteborg, hvor jeg også kan huske vi var oppe og høre Bowie. Bowie koncerten kan jeg huske glimt fra, men jeg kan ikke huske noget som helst om Dylan-koncerten. Derimod hørte jeg Saved albummet en del i de år. Det, har jeg så forstået på rigtige Dylan fans, gælder bare ikke helt.
Jeg har også hørt hans seneste par album, og jeg synes hans mildere crooner-med-grums stemme er ret skøn, og jeg har intet problem med at han også vil give sit bud på The All American Songbook, når bare der også er sådan en sang som ”I Contain Multitudes” imellem.
Alt det tidlige Dylan, som man skal kende, har jeg først fået hørt lidt op på her de senere år. Primært har jeg lyttet til hele de talrige afsnit om Bob Dylan som Henrik Queitsch og Klaus Lyngaard har lavet i serien Rock Historier. Jeg har set de gængse dokumentarer, seneste den skønne Rolling Thunder Revue, hvor man kunne se, at han ikke behandlede Joan Baez særligt pænt, og det har jeg da lidt svært ved at tilgive.
Senest har jeg med fornøjelse læst hans essaysamling Den Moderne sang.
Og ikke mindst har jeg gentagende gange hørt og nydt andre kvinders fortolkninger af Dylans sange. Og det er også det jeg troppede op i aften for at gøre.
Næsten 60 år efter den oprindelige koncert
Jeg har forstået, at det at Chan Marshall under sit kunstnernavn Cat Power skulle genopføre en helt særlig Dylan koncert fra ende til anden her næsten 60 år efter den oprindelige koncert. Den koncert, som en Dylan connaisseur, jeg mødte i en kø på Tønder Festival, fortalte mig, rent faktisk var optaget i Manchester, kan man høre i Bootleg serien under navnet Live 1966 “The Royal Albert Hall Concert”. Cat Power har også udgivet et live album Cat Power Sings Dylan: The 1966 Royal Albert Hall Concert, som rent faktisk er optaget i Royal Albert Hall.
På den tid spillede Dylan både et akustisk og et elektrisk sæt med sit band the Hawks. Og det var også på den tid, hvor publikum elskede folkesangeren Dylan men hadede, at han var gået elektrisk, hvilket man tydeligt kan høre på den oprindelige optagelse.
Cat Power spiller den eksakte og fulde sætliste fra ende til anden også med en akustisk delog en elektrisk. Der er ikke foretaget noget til eller fra valg i sætlisten. Og jeg ved faktisk ikke, om jeg kan se pointen med det.
Når jeg nu har hørt det, tænker jeg nok, at det ville have givet mere mening for mig, hvis hun havde valgt sange fra hele Dylans Repertoire, sange som hun havde et særligt forhold til og sit eget særlige bud på.
En meget blandet oplevelse
Jeg indrømmer også blankt, at det var en meget blandet oplevelse. Jeg kedede mig bravt i den først halvdel af koncerten, samtidig med at jeg kan se i min notesbog, at der efterhånden begynder at dukke smileyer op ud for flere numre efterhånden som koncerten skrider fram..
Jeg har selvfølgelig, forberedt mig ved at høre Cat Powers Royal Albert Hall live album. Også dér undrede jeg mig over det kedelige helt udynamiske guitarakkompagnement, helt uden Dylans ild og hans hiven i strengene. Jeg tænkte, at det nok hang sammen med, at hun akkompagnerede sig selv, og så kan man måske godt tilgive, at det ikke er så vildt, for så hun også andet at se til. Det viste sig imidlertid, at hun havde en guitarist med, han løftede bare opgaven særlig godt. Hun havde også sit nodestativ med, for som hun sagde: jeg kan dem godt, men hvis jeg nu ikke lige ved, hvor jeg er.
Nodestativ med lys, som man står og bladrer i, når man er på en lang turné og spiller koncertsale. Det holder ikke en meter.
Men så begyndte der alligevel at ske noget
Men som sagt så fik Cat power lidt efter lidt alligevel ”feeling”, som svenskerne siger, og sang sig efter hånden op og fangede mig ind igen.
For eksempel gav hun, som den sidste sang i det akustiske sæt, en ret personlig og fri fortolkning af “Mr. Tambourine Man”, meget friere end på hendes koncert album. Og da først det fulde band trådte til med bl.a. en dejlig trommeslager og en fin organist, der tog ordentligt fra, så skete der også noget mere. Nu var der ligesom nogen at lege med, nogen der skubbede til hende, og så opstod de gode momenter. Jo mere blues det blev, jo bedre blev hun, som fx i Tom Thumb’s Blues, som jeg syntes var decideret fremragende.
På det tidspunkt steg hun også ned af de tårnhøje stiletter, som ingen, heller ikke Cat Power bevæger sig frit og naturligt i. Nu, på bare tær, dansede hun næsten, men os’ kun næsten.
Med ryggen til publikum
Til gengæld trak hun sig fra publikum efter bandet var kommet på scenen, og stod nu stort set med ryggen til os hele tiden, og ind imellem også med ryggen til mikrofonen. Det det vilde var, at det faktisk langt hen ad vejen lykkedes lydmanden, at opsnappe hendes vokal alligevel. Det burde han altså have en præmie for.
Med Cat power set fra ryggen, virkede det lidt, som om vi havde fået lov at sidde på vores pladser og overvære en jam.
Cat Power er ingen crowd pleaser, hun er nærmest akavet på scenen.
Et par gange i løbet af koncerten adresserede Cat Power publikum. Men det er stort set umuligt for mig at gengive, for det var så mærkværdigt og meningsløst, det hun sagde. Ikke fordi hun virkede fuld eller skæv, men bare fordi det var så aparte og uden sammenhæng. Fx sagde hun, at hun aldrig havde stået på sådan en stor træscene før. Og så sagde hun: ”det ser måske nemt ud det vi laver”, men vi skulle bare vide, at det var virkelig svært at synge på en træscene. Det er bare sådan noget sludder. Det er jo lige omvendt. Alle sangere og akustiske instrumentalister elsker at spille i rum med træoverflader. Det er derimod svært at synge på et gulvtæppe, der sluger al lyd.
Hun havde også en lang rant om, at bandet nok fortjente en bedre sanger end hende. Der var så heldigvis en venlig sjæl i publikum, der råbte: “we love you”. Men hun fortsatte alligevel med at foreslå navngivne sangerinder inkl. Celine Dion og afdøde Sinead O’connor.
Dylans maniske ild, og hans på både godt og ond skingre og skærende vokal, fik vi jo ikke.
Jeg kan faktisk godt lide Cat Powers lidt skramlede dybe stemme, men jeg kan på den anden side også forestille mig, mange andre sangerinder, der ville kunne have taget Dylans sange og givet mig en bedre oplevelse.
Men som sagt leverede Cat Powers også gode momenter, som rummede hendes personlige bud og som ingen andre kan gøre efter.
Mens jeg cykler hjem over fælleden, tænker jeg, at alt andet lige, har jeg fået det ud af aftenen, at jeg er begyndt på en liste over Dylan sange, jeg selv vil sætte mig og spille en dag.