En blandet landhandel af flotte torch songs og Nashville-mettervarer
Carly Pearce - ★★★
Store Vega 12.02.25
Anmeldt for GAFFA
Carly Pearce kom til Vega med sit 2024 album Hummingbird og flere solide countryhits i tasken.
Jeg startede aftenen ved siden af en dedikeret fan, der var kommet hele vejen fra Djursland med sine to halvvoksne sønner og deres storesøster. Vi snakkede lidt, og jeg, som var behørigt imponeret over, at hele familien sådan var med på koncert-rejsen, sagde ”nåmn så har du fået dem begge to med på vognen?”. Hvortil min sidemand sagde: ”de er helt oppe og ringe”… mens han beskrev storesøster, som ”noget sværere at overbevise”. Her indrømmede jeg så, at jeg selv ikke er superfan af decideret mainstream country, men at det dog glider meget lettere ned, når det er kvinder, der synger, og teksterne tager afsæt i en kvindes blik på verden. Det, mente min sidemand nok også, var det, der gjorde sig gældende for hans datter.
Jeg så ikke familien fra Djursland igen efter koncerten, men jeg tænker, at er man hardcore Carly Pearce-fan, så var det nok en god aften. For mig hjælper de bestemt også på humøret, hvis jeg får et par solide countryhits undervejs, og dem har Carly Pearce en god håndfuld af.
For mig at høre var det dog også en aften, hvor der var lige lovlig langt hen til den dynamiske levende musik, som jeg også ved, country kan være. Mainstream eller ej.
Det lyder måske mærkeligt at sige, at numrene var for korte, men for eksempel spillede Pearce og hendes håndgangne mænd stort set sangene i albumlængde, det vil sige tre minutter plus det løse. Der var således ikke plads til nogen udskejelser, ingen frispilninger, ingen musikalsk spræl.
Noget af det, jeg godt kan lide ved hendes seneste album, er ellers, at det har et mere roots-musikalsk udtryk end meget andet af den indimellem meget kompakte musik, som Nashville-country-fabrik sprøjter ud. På Hummingbird-albummet kommer den stemning blandt andet via Jenee Fleenors fremragende violin, der får god plads på pladen.
Her til aften havde Pearce en mandlig violinist med, og han gjorde det skam også godt. Men der var grænser for, hvad han kunne udvirke med de meget håndfaste trommer og hele den stramme form, som musikken blev afviklet inden for. Og det var måske netop det, der var problemet, at der var mere ”afvikling” end ”samspil” på scenen.
Der var dog stadig højdepunkter, som er værd at fremhæve. “Country Music Made Me Do It”, der, selv om den faldt allerede som tredje nummer og dermed led lidt under, at lyden ikke havde fundet sig til rette endnu, er virkelig er en country-banger. Den indeholder også de episk mundrette linjer:
“Country music made me do it
Got me drunk and got me through it
A little heartbreak eighty proof
Over three chords and the truth”
Det er fandme godt skrevet!
Man kan generelt godt mærke, at teksterne er skrevet i nogle af de mange kollaborative sangskriver-sessions, som Nashville er så kendt for. Det giver et meget professionelt håndelag – på godt og ondt.
Én sang, der adskiller sig ved at være udtalt personlig, er sangen ”29”, som Pearce da også gav en meget personlig introduktion og kaldte den ”den bedste sang. jeg nogensinde har skrevet”.
Det er også en virkelig, virkelig god sang om det år, hun blev 29 og både blev gift og siden skilt igen.
“29”:
That's when you're supposed to find yourself
Start drinkin' whiskey from a higher shelf
Stop callin' your mom for help
(…)
But for me, twenty-nine
Is the year that I got married and divorced
I held on for dear life, but I still fell off the horse"
Pearce fortalte, hvordan hun, da hun skrev den, egentlig havde skammet sig over at være så mislykket,
men siden tænkt, at det var en sang, som hun var stolt af, fordi hun netop var “true to my own story and true to myself”.
Mens hun introducerede sangen, fik hun øje på en pige i publikum, der bar en T-shirt med påskriften ”29”, hvor til Pearce kommenterede: ”I hope your 29 is going better than mine was, but here I am to tell you 34 is a lot better.”
Det føltes også rimelig oprigtigt, når Pearce sagde, at hun ville ønske, at hun havde kunnet sige til sit 10-årige selv, at de der countrydrømme ville ende med at ”take you around the world”, mens der på den anden side er grænser for, hvor mange gange, det er klogt at sige til et dansk publikum i et ikke særligt pakket Vega, at man elsker dem, og at vi er det bedste publikum ever. Altså, vi tror ikke på det, og det er for meget! Nogen skulle forklare dette til amerikanske artister. Vi bliver ikke glade. Vi krummer tæer.
Aftenen sluttede med Pearces største torch song “What He Didn’t Do” hvor alle linjer spænder hitfaktor-buen yderligere. Den er i bund og grund et perfekt countryhit og en flot måde at sende os hjem på.
Sætliste:
Rock Paper Scissors
Next Girl
Country Music Made Me Do It
Truck On Fire
We Don't Even Fight Anymore
If Looks Could Kill
My Place
Every Little Thing
Still Blue
Luisiana Woman, Mississippi Man
Should've Known Better
29
Thins I don't Chase
Never Wanted to Be that Girl
Woman to Woman
Hide The Wine
I Hope You're Happy Now
extra:
Oklahoma
What he Didn't Do