Bulgarian Voices Angelite Live - ★★★★★
Grundvigs Kirke /Alice 29.11.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Trinelise Væring
Mellem flotte traditionelle sange strålede nyere komplekse kompositioner med overrumplende, sofistikerede greb om moderne kormusik med bulgarsk stemmepragt.
Traditionelt bulgarsk kvindekor har mange følgere i Danmark, ligesom der er flere danske kor, der arbejder med det udtryk.
Der var da også fyldt godt op i den kæmpestore Grundtvigs Kirke, som spillestedet Alice havde valgt at henlægge koncerten med det 20 kvinder store Bulgarien Voices Angelite.
Jeg har oplevet dem for år tilbage i Marmorkirken, hvor jeg nærmest svævede på en sky, da jeg kom ud. Derfor havde jeg også min 22-årige datter med i aften, for at hun også skulle opleve det. Og der var, som hun konstaterede, virkelig mange unge i kirke denne aften.
Hvad er da så særligt ved netop bulgarsk kvindekor? Det mest iørefaldende er deres klang, som adskiller sig fra klassisk kor ved at være ”skinger”. Næsten som lyden af et skingert barn, men disciplineret til perfektion. Det er gennemtrængende, skært og næsten overjordisk smukt. Så synger de også helt uden vibrato og uden løftede gane, det der ellers giver klassiske sangere deres ”opera”- lyd.
Bulgarsk kormusik har, efter kommunismens fald, lagt verden for sine fødder og sågar vundet Grammyer. De, eller andre der mimer deres lyd, har flere gange været brugt i popmusikalske sammenhæng. Fra min ungdom kan jeg huske Kate Bush på hendes Red Shoe album brugte bulgarske stemmer. Fra de senere år falder åbningen af den belgisk-somaliske fransksprogede rapper/sangskriver Stromae track ”L’enfer” mig ind, fordi det åbner med bulgarsk sang lige mellem øjnene, på en super flot måde. Senest har jeg anmeldt Florence + the Machine her i GAFFA, hvor kor med bulgarsk klangideal også indgår.
Men det er ikke kun den særlige lyd, der giver bulgarsk kor sit særpræg. Det er også deres tætte klange. Hvor de gerne starter unisont, (alle synger samme tone) der også ofte forsætter som en drone i musikken mens andre stemme bevæger sig væk fra dronen men gerne gnider op af den med kun hele og halve toners afstand. Blanding af tætte ofte krydrede klange og møder i unisone eller bare rene åbne klange er et karakteristikum.
På Scenen; 20 kvinder i alle aldre iklædt nationaldragter sammen med deres kvindelige dirigent Katya Barulova. Aftenens program gik over to sæt og dækkede både ekstravagante arrangementer af de folkesange, som de fleste kender koret for, og nyere komplekse kompositioner med alle mulige overrumplende, sofistikerede greb om kormusik, sitrende flader, lyse og mørke spor, krasse klange og åbne harmonier i spændende forløb. Da jeg kom hjem og kunne læse programmet under en lampe kunne jeg se at de to sange med flest smilieys i mine noter var netop moderne kompositioner skrevet af samme mand Ivan Spassov.
Som jeg skrev tidligere, har jeg oplevet koret for år tilbage i Marmorkirken, og jeg synes desværre ikke, at mastodontiske Grundtvigs kirke, på trods af sin skønhed var den rigtige ramme. Det blev en ret distant oplevelse, fordi rummet er så utrolig langt. Jeg snød mig op foran et kort øjeblik, for at tage et billede, og der havde oplevelsen jo nok være bedre, men her havde man så til gengæld ikke lyden som den kom fra hvælvingerne. Alt for lille en del af publikum må have siddet lige det rette sted i midten. Den vilde rumklang i kirken saboterede også de rytmiske passager i de mere folkelige sange, som korets kendte ”Ergen Deda”, der er fulde af konsonantrige perkussive passager. Og så var der det at koret kun var oplyst bagfra og derfor nærmest stod i mørke. Det var et absurd valg. Jeg har for nylig overværet en anden af spillestedet Alice’ koncerter med mandskoret IBERI, som de havde placeret i Johannes Kirke på Nørrebro. Den var stor, men dog mindre, akustikken mere nær og ikke mindst var koncerten lyssat, så man kunne se koret. Der vil jeg foretrække at opleve kor i fremtiden.
Alt andet lige så kan jeg dog sige mission accomplished, for datteren var bjergtaget og købte lige frem en dyr vinyl.