Alle elsker Brandi Carlile!
Store Vega 30.06.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Kasper Pasinski
Fra det øjeblik Brandi Carlile trådte ind på scenen, havde hun vundet publikums hjerter, og vi lod på en eller anden måde også til at have vundet hendes.
Jeg stødte på Carlile første gang i forbindelse med det amerikanske Grammy show i 2018, hvor hun
vandt 3 priser bl.a. for sangen ”The Joke”, som hun også optrådte med. Da jeg hørte hendes stemme i den sang, var jeg fuldstændig.
Året efter samlede hun 2019’s store country-åbenbaring “The Highwomen”, hvor hun sammen med Natalie Hemby, Maren Morris, and Amanda Shires udgav endnu et Grammy-vindende album med et repertoire der bl.a. løfter feministiske og queer aktivistiske temaer i country sange. Måske ikke lige det, der normalt åbner døre i Nashville. Men Nashville er jo ikke, hvad det har været. Heldigvis.
Nu er Carlile så heller ikke selv fra Nashville, og det er egentlig heller ikke den typiske Nashville sound, der er udgangspunktet i hendes eget band. Carlile er derimod fra Seattle, og det bilder jeg mig ind, at jeg kan høre i hendes take på country, bl.a. fordi der også er rigtig mange klassiske rock elementer i mange i hendes sange, fx flere numre 1/8-del pumpe bas. Noget af det mest ”country” i hendes musik er faktisk hendes egen store og udtryksfulde stemme. Noget af det karakteristiske ved den er en ret ekstrem vibrato, meget langsom og med meget dybe dale. Det lyder helt fantastisk i samspil med hendes smukke klang, der er fuld af country-twang, men helt uden at være skinger, og dertil, de for genren så typiske, små og store knæk. Carlile har en af de stemmer, der virkelig griber mig om hjertet og skulle jeg lave en liste over de 10 smukkeste stemmer ever, ville hun være på den.
Publikum var så READY!
I den halve time fra support act Audrey McGraw gik af, til Carlile gik på, spillede lydmanden de mest forudsigelige 80er hits, sange jeg personligt virkelig ikke sådan går og savner. Det virkede til gengæld som om resten af publikum var fulde af genhørs glæde, for de havde allerede skrålet med på ”Total Eclipse of the Heart”, da Carlile kom på scenen. De var således virkelig i stødet og lod begejstringen strømme Carlile i møde. Selv efter en uge, hvor jeg både har set Neil Young og Bonnie Raitt, må jeg indrømme, at det også gibbede lidt i mig, da hun kom ind på scenen.
Carlile åbnede koncerten sammen med sine tro musikalske væbnere, tvillingerne Tim og Phil Hanseroth med den fuldakustiske folk-banger ”The Things I Regret”. Western guitarer, masser af kor, akustisk basguitar og stomp box. Det sidste giver lidt det samme, som en stortromme kan give, men i moderate doser, det passer til akustiske guitarer.
Jeg følte mig utrolig heldig, at det netop var folk-versionen af hendes set-up, som hun havde valgt at tage til København. At vi rent faktisk slap for stadion-trommer og el-bas. Denne ramme er den optimale iscenesættelse af hendes sange, og for mig at høre klæder det hendes sange meget bedre end det store rockudtræk, som hun indimellem falder for.
Making up for lost time
I må undskylde, vi ikke har været forbi før, sagde Carlile, ”we like to make up for lost time”, så vi kommer til at tage jer med en tur forbi alle de album, vi ikke har været her ovre og spille for jer før. Og så gik de ellers i gang mere eller mindre fra en ende af.
Et højdepunkt fra tidligt i koncerten var ”Broken Horses” et af de mere ekspressive og rockede numre med flot udkrænget vokal og eller fuld akustisk skrue.
Et andet tidligt højdepunkt var en flot 3-stemming version af ”The Eye” fra et af de ældre album. Og som Carlile sagde, efter at have fortalt, at hun og hendes kone og deres to børn faktisk bor sammen Hanseroth tvillingerne og deres familier, så kan man ikke blive uvenner med folk, man synger trestemmigt med, man er forever i samklang.
Alle ballader, og dem var der heldigvis mange af, bliver ligeledes til højdepunkter i Carliles ”hænder”. Både fordi flere af dem har fine og let sentimentale tekster, som taler direkte til hjertet og fordi hendes stemme er så smuk og særlig udtryksfuld.
Havde fremførslen alene ikke gjort det, så hjalp hendes overraskende personligt vinklede introduktioner også sangene ind under huden på os.
Jeg har fx ikke selv været helt oppe og ringe over hendes seneste album Who Believes in Angels? som hun har skrevet og indspillet sammen med Elton John. Derfor havde jeg ikke, før hun introducerede den, forstået, at ”You Without Me”, handler om det øjeblik, man ser sit barn træde i karakter som sig selv, som et eget væsen, der ikke er en del af en selv mere. Rørende for enhver forælder, tænker jeg.
Midt i sættet kom endnu et søskendepar på scenen, duoen SistaString på violin og cello. Jeg har hørt dem i Nashville sidste år, og de er virkelig dygtige, tager fra, spiller til, og går heller ikke af vejen for egentligt show off. Når der ikke lige var strygere på, sang de gerne kor.
Der kom også en pianist ind for vel at ”agere” Elton john, alt imens ingen kunne få øjnene fra Carlile selv, der i mine øjne var bedre live, end jeg faktisk synes, hun er på hendes seneste to album.
I øvrigt hørte man hende aldrig sige ”jeg” og ”mit” album, men altid ”we”, for hun og Phil og Tim Hanseroth er musikalske soul mates på den helt lange bane. En vigtig del af pakken, også sådan en aften.
Et voldsomt flot klimaks.
Allerstørst var det for mig at få lov at høre Carlile synge ”The Joke”, som var den første sang, jeg hørte med hende. The Joke er den perfekte sang for hendes stemme. En voldsom flot melodi, der kulminerer i stort flot klimaks med strygerne og max udtryk og stor ambitus på vokalen. Dertil kommer en tekst med feministiske undertoner. En stor, stor sang i min og åbenbart jo også Grammy-kommitéens bog.
En meget flot slutning på et dejligt sæt.
Publikum klappede som var hvert eneste nummer aftenens sidste.
Igennem hele koncerten var publikum i Vega parate til at klappe med på beatet og delte, når hver sang var slut, gavmildt deres henrykkelse med en sådan intensitet, som var alle numre koncertens sidste.
Det kan godt være jeg er naiv, men jeg tror, at kærligheden var gensidig. Carlile virkede i alle fald overvældet og oprigtig, da hun sagde ”You’re are my favorite kind of crowd”. (mange mindre oprigtige amerikanere ville jo have sagt ”you are my favorite crowd”. Det sagde hun heldigvis ikke, og dermed virkede hun faktisk bare mere oprigtig)
Carlile sagde også, at hun havde brugt store dele af sit liv i rum som dette, ”but not in a long time”. Store stjerne elsker at spille klubjobs, og dermed komme tilbage til essensen af, hvad det er, at spille sin musik frem i et møde med publikum, og ikke bare afvikle et show.
I USA er Carlile en kæmpe stjerne og hun spiller helt sikker ikke klub-jobs mere. Jeg tænker da også, at det er sidste gang, hun spiller på en lille scene i Danmark. Næste gang er det Falkoner eller ligefrem Royal Arena. Jeg er lykkelig over at have fået lov at opleve hende og hendes vindende personlighed i Vega med netop dette akustiske band.
Et sidste af mange højdepunkter faldt bland de fire extranumre, med en folk-rock versionen af det gamle Queen nummer ”Fat Bottomed Girls” med fuld skrue på stump box og generel fart over feltet. En sang der lægger ud med: ”Are you gonna take me home tonight? Og siden: ”Are you gonna let it all hang out? / Fat bottomed girls / You make the rocking world go around” får alligevel et særlig skud queer charme, når ordene ligger i munden på en lesbisk kvinde med et glimt i øjet.
Support:
Audrey McGraw landede godt hos publikum. Hun havde en smuk alt-stemme og sammen med sin akkompagnatør var deres bluesy åbningsnummer en dejlig overraskelse. Herefter kom der et par mere kedelige power-ballader med eget ret primitivt klaverspil. Virkelig betagende var til gengæld hendes version af Natalia Lafourcades ”Cucurrucucú Paloma”, som hun sang med fuld passion og vældig flot ekspressiv vokal. Publikum blev helt stille, og gav hende et meget stort og velfortjent bifald! For selvfølgelig har Brandi Carlile valgt en support artist med stemmepragt.
Sætliste
The Things I Regret
Follow
Dying Day
Broken Horses
The Story
The Eye
You Without Me
The Mother
You and Me on the Rock
Whatever You Do
Right on Time
Hold out Your Hand
Long, Long Time ( Linda Ronstadt cover)
Sinners, Saints and Fools
The Joke
Extra:
SistaStrings potpourri
Fat Bottomed Girls (Queen cover)
Unchained melody with Audrey XXXX (The Righteous Brothers Cover)
Party of One