Bonnie Raitt er både skøn og sej!
Amager Bio 25.06.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Morten Rygaard
Først og fremmest Raitt en stor fortolker af både egne og andres sange.
Bonnie Raitt udgav sit første album i 1971. Nu er hun 75 og så smuk, at det er svært at tage øjnene fra hende. Når hun synger ballader, kan man se teksternes stemninger i hendes ansigt, og man tror gerne, at hun selv er lige så rørt, som vi er. Når hun spiller en af sine karakteristiske slide-guitar-soloer, og hun vender sin koncentration indad, falder hendes ansigt helt til ro i slags introvert skønhed. Når hun knalder til den i en af de rå swingende bluesrock-sange, som er hendes speciale, er hun gavmildt smilende, og spilleglæden stråler ud af hende. Der er ingen forstillelse, ingen stage-persona, hun er bare sig selv.
Amager bio var fyldt til bristepunktet. Ved siden af mig stod en kollega, der fortalte, at det var hans 13ende Raitt koncert.
De er så kun tredje gange, jeg hører hende live. Første gang var for mere end 20 år siden, hvor hun spillede på Plænen i Tivoli under Copenhagen Jazz festival. Jeg kan huske, at hun fra scenen fortalte, at hun kom lige fra Montreux Jazz Festival, og at hun sådan set aldrig havde tænkt på sig selv som jazz artist men: ”well, anybody over 40 is”. En interessant iagttagelse omkring musikbranche og ageism fra før, man havde et ord for det.
Jazz eller ej, Bonnie Raitt har imidlertid én ting til fælles med de store jazzsangerinder. Hun kan virkelig fortolke en ballade.
Det viste hun i John Prines ”Angels from Montgomery”, som hun indspillede første gang i ’74 og som hun må have sunget et utal af gange siden. Det er den ikke blevet dårligere af. Den trak, som min sidemand formulerede det, vand.
Hun viste det i sin egen ”Just in Time” fra hendes seneste Grammyvindende album Just Like That (2023). Om den fortalte hun, at den netop var inspireret af Prines ”story songs”. Raitt har ellers ikke selv skrevet mange af de sange, hun har indspillet over årerne, og som vi forbinder med hende.
Overbevisende fortolkningskunst, viste hun også i ”I Can’t Make You Love Me”, måske hendes største hit, som hun sandsynligvis har sunget på alle koncerter siden den udkom i 1991. Alligevel lykkedes det hende at servere den for os fraseret så ekstremt tilbagelænet, at man hørte teksten, som var det for første gang.
Undervejs gav Raitt den generøst op for alle de sangskrivere hvis sange, hun har gjort til sine. Hendes introduktioner talte sjældent om teksterne, men ofte netop om dem, der har skrevet sangene.
Der var god lyd fra første strofe og det var en afvekslende koncert med sange fra det meste af karrieren. Hendes største hits kommer fra de to album fra slut firserne og start 90erne. Det er skam også ørehængere, men for mig at høre, er det netop de album, der har haft sværest ved at klare rejsen med tidsmaskinen, fordi de produktionsmæssigt er så tidstypiske, og dermed fanget i fortiden i modsætning til hendes tidlige album, der er mere tidløse i deres udtryk.
Vi fik en god blanding af udadvendt old school blues rock og herimellem kom den høje stol og den akustisk guitar frem, ligesom New Orleans style pianisten Jon Cleary, var special gæst i to omgange.
Inden hun gik af scenen sagde hun:”I hope you got to hear some of what you wanted and some unexpected too”. Jeg ved nu ikke, om jeg blev overrasket, men jeg havde en dejlig aften i Bonnie Raitts selskab og vil til en hver tid anbefale alle at troppe op til en af hendes koncerter. Hun er en sej kvinde, en dejlig musiker og hendes band desuden er virkelig godt.
Hvis læsere af denne anmeldelse får lyst til, hjemme fra sofaen, at høre Raitt live, er der de seneste år udkommet flere live plader fra 70’erne. Hvis I skal høre bare én sang, er min anbefaling at starte med ”Love Me Like a Man” fra livealbummet Big Easy Blues – Live New Orleans ’77, der udkom i 22.
Aftenen startede i øvrigt med en solokoncert med førnævnte Jon Cleary, der - ud over at synge - er decideret virtuos inden for den klaverstil, der er typisk for New Orleans, altså grov-swingende synkoperet og funky med masser af klaver-bas. Hans havde så meget pianistisk overskud at kaskaderne af rytmer og toner flød fra hans hænder. Sprudlende, kan man roligt sige, men mindre kunne også have gjort det. En lille smule sorteren i ideerne, ja, lidt mindre show off, ville for mig at høre have klædt musikken. Ikke desto mindre vil jeg da troppe op, når han spiller med sit eget band 7. Juli på Copenhagen Jazz Festival. Jeg kan ikke tro andet end, at det må blive en fest.
Sætliste:
I Sho Do (Mabon L. ”Teenie” Hodges cover)
God Was in the Water (Cover of Randall Bramblett cover)
Thing Called Love (John Hiatt cover
Your Good thing (Is About to End) (Mable John cover)
Fools Game m. Cleary (Jon Cleary Cover)
Woman Be Wise m. Cleary (Sippie Wallace cover)
Just Like That
Hear Me Lord (Oliver Mtukudzi cover)
Something to Talk About (Shirley Eikhard cover)
Nick of Time
Angels From Montgomery (John Prine cover)
Livin’ for the Ones
Little Bird (Annie Lennox cover)
Extra
Can’t Make You Love Me (Mike Reid Cover)
Love Letter (Bonnie Hayes cover)
Never Make Your Move Too Soon m. Cleary (BB King cover)