Billie Marten skriver delikate, luftige og tænksomme sange
Billie Marten - ★★★★
Hotel Cecil d.09.08.24
Anmeldt for GAFFA.dk
På baggrund af et virkelig godt album, blev koncerten alligevel en skuffelse.
Billie Martin hedder egentlig Isabella Sophie Tweddle og er fra Yorkshire, hvorfra hun allerede som 12-årig fandt sit publikum via Youtube. Hun udgav sin første Ep i 2014 som 15-årig, og brød for alvor igennem to år senere, hvor hun som signet til SONY udgav sit første fulde album Writing of Blues and Yellows. Med sin hviskende luftige vokal var hun sådan set en slags forløber til Billie Eilish, omend der musikalsk ikke er mange fællesnævnere. Martens var et stort nummer i England fra 2015, så måske den 2 år yngre Eilish har lyttet til Billie Martens? Eller måske var de bare begge to en del af den samme trend, hvor unge piger gerne hviske-sang og dermed gav deres sange et meget intimt tonefald frem for at tage på vej, som så mange af deres ældre kolleger gjorde.
En ung kvinde, der er blevet voksen
Første sang fra Martens gennembrudsalbum, den stille og stadig dragende folk/indie-pop sang “La Lune”, ligger med sine 76 millioner streams stadig øverste på hendes Spotify profil.
Den faldt jeg over, fordi den lå i soundtracket til den fremragende serie Normale Mennesker fra 2020 og siden har jeg fulgt hende. Jeg har nydt både hendes 2021-album Flora Fauna, om hvilket jeg i mine ugentlige updates på sociale medier med tips om nye udgivelser skrev: “Et voksent album fra en ung kvinde”.
I forhold til de album, hun udgav som teenager, var det et mørkere og mere skramlet album, hvor der bliver taget flere chancer.
Drop Cherries: Et album jeg virkelig kan anbefale
Allermest har jeg nydt hendes seneste virkeligt fremragende album Drop Cherries, der udkom sidste år, fuldt af organisk alternativ indie folk/pop. Hun skriver gode melodier, iscenesat i intime, fint nuancerede og gennemførte, primært akustiske arrangementer.
Det overordnede indtryk er organisk, delikat og luftigt. Det er virkelig et album jeg varmt kan anbefale.
Hvor blev de delikate akustiske arrangementer af?
På den baggrund blev koncerten fredag aften på Hotel Cecil en skuffelse.
Martens optrådte med et ret anonymt band, som hun i øvrigt heller ikke kommunikerede synderligt meget med undervejs, og de intrikate arrangementer fra hendes album var pist væk, eller druknede bare lidt i enslyd, så de mange fine sange, hun har skrevet over de forløbne 10 år, kom til at lyde ret ens.
Hendes egen akustiske guitar med de godt brugte strenge (altså på den gode måde), der ellers står centralt på det seneste album stod hjemme i London.
Hun beskrev i en af sine sparsomme, lidt mere meningsfulde udmeldinger til publikum, hvordan bandets guitarer var strandet i lufthavnen og ikke var kommet med, og at de da håbede på genforening i morgen i Sverige.
Hvem ved, måske ville hun have spillet på sin akustiske hele aftenen, hvis hun havde haft sin egen guitar. Nu blev det kun til et par numre på lånt akustisk i starten og mens hun resten af koncerten spillede telecaster (el-guitar).
Til- og fravalg
Martens spillede primært sange fra det seneste album, Drop Cherries, og fra sit andet album Feeding Seahorses By Hand fra 2019. Dertil to nye sange og også et par sange fra den fine (solo) Our Vinyl Session, der er kommet her i ’24.
Hun spillede ikke en eneste sang fra Flora Fauna, hvilket jeg tror hun henviste til, da hun på et tidspunkt sagde noget i stil med, “vi har valgt at holde det lyst, for det har verden brug for”. Flora Fauna er et meget mere dystert og indie rocket album, og ville nok have skilt sig ud. At man ikke længere gider spille de sange man skrev som 15-årig, altså fra hendes første album, har jeg også fuld respekt for.
Højdepunkter
Højdepunkterne var for mig den lidt mere mørke “Mice” og “God Above”. De er begge valse, altså i ¾ takt, og det er mange af hendes bedste sange i øvrigt.
Min allerbedste oplevelse var rent faktisk de to sange i den soloafdeling, Marten spillede sent i sættet. “Vanilla Baby” og den nyere “Crown” stod skarpt, som de fremstod med hendes eget akkompagnement. At Marten er en fremragende akkompagnatør af egne sange, kan man forvisse sig om ved at høre førnævnte OurVinyl session.
“Vanilla Baby” indeholder i øvrigt sætningen: “I am only as good as you want me to be”. Den kan man jo så tænke lidt over. I det hele taget er Martens tekster generelt eftertænksomme på en fin måde.
Efter en time var koncerten slut. Undervejs var der ikke meget snak fra scenen, og slet ingen ting omkring indholdet af sangene eller historier omkring dem. Martens tøede da lidt op undervejs, og hendes smil var sådan et, man gerne ville sole sig i, men det jeg ynder at kalde “en bid af kagen”, med hvilket jeg mener en følelse af hvem, man var sammen med, fik vi ikke for alvor.
Som extranummer fik vi til gengæld hendes til dato største hit “La Lune” fra det første album. Og det var nok meget godt lige give os den, for det er virkelig en fin, luftig og bittersød ballade, som tiden nok ikke sådan lige løber fra.
Jeg er stadig med og glæder mig til næste album
Med sine nu bare 25 år på planeten jorden har Billie Marten flere gode album bag sig end de fleste og hun forekommer mig igennem de to sidste album, at være modnet på smukkeste vis. Så selvom koncerten, for mig at høre, ikke var optimal, bliver jeg ved at følge hende og vil glæde mig til flere album og måske en solokoncert en dag. Jeg synes, hun har integritet og det kommer man langt med.