Bill Callahan - ★★★★★
Album: My Days of 58
Rel. 27 Febr. 2026
Anmeldt for GAFFA.dk
Sange der maner til eftertanke med humor af den slags, der først kommer, når man har erkendt, at man ikke selv er centrum i universet.
Bill Callahan fylder sine sange med sætninger, der maner til eftertanke, sanselighed og humor af den slags, der først kommer, når man har erkendt, at man ikke selv er centrum for hele universet.
Albummet åbner med sætningen: “Driving through the dark / Arriving in the rain / To sing my songs / All over again”
Jeg vidste med det samme, at her var et album, jeg gerne ville anmelde.
Hvorfor? Det er hele scenariet, mørket, regnen og the “all over again” erkendelse.
Sådan en åbner signalerer, at her er en sangskriver, der har noget levet liv i bagagen, som han er villig til at investere i sine sange.
“Why Do Men Sing” hedder første skæring, og er man sangskriver, som jeg, så ved man, at det er et eksistentielt spørgsmål, man må stille sig selv med jævne mellemrum. Det kunne også have været en perfekt albumtitel, men nu blev det så My Days of 58, og med de 60 år lige om hjørnet, ligger den alderssvarende eksistentielle spørgen-ind lige under overfladen albummet igennem.
”I've been living too long in my head / Not loving you enough in our bed / From now on, I start living my life / As if the next day I'll be dead” messer Callahan fx i ”The Man I’m Supposed to Be” over spruttende fuzz pedal og den lo-fi produktion, som er karakteristisk for hele albummet.
Jeg kan virkelig godt lide det håndholdte, lidt løse og måske ligefrem improviserede, musikalske univers rundt om sangene, der næsten alle sammen starter på Callahans hjemmebane, med hans akustiske guitar. Efter sådan et par takter folder bandet sangene ud med akustiske -, elektriske- og pedal steel-guitarer, bas og trommer. Her over klaver, violin, en kvindelig korsanger og blæsere. De sidste indimellem iblandet Callahan på irish whistle, der lyder som en lidt ustemt blokfløjte, og giver visse blæserbaggrunde en sød uskolet æstetik. Jeg er glad for det hele. Det er dejligt dynamisk, ”broget” - på den gode måde- og selvom jeg skrev, at det giver et improviseret indtryk, så kan man altid høre, at der er en musikalsk idé.
Tag nu fx det sidste nummer “The World Is Still”, der vitterlig lyder som en kollektiv improvisation over teamet “stilhed” på den der sen-nat-alene-hjemme måde. Hvordan ”spiller” man stilhed? Lige præcis sådan!
Hele denne anmeldelse kunne godt have handlet om teksterne, der er fyldt med sætninger, der maner til eftertanke. I ”Empathy” fx, hvor Callahan konfronterer sin far og siden vejer sin egen far-præstation: ”Now I'm pushing sixty / With two kids of my own / I wonder what they'll think of me when they're fully grown”.
I ”Computer” udstiller han hvordan teknologien får det værste frem i os.
”Whatever was the original dream / This machine's become the village guillotine”, og når det gælder auto-tunede vokaler: ”sung to by something without a spirit / Until the human voice sounds so flawed and raw / That we just quit it”
Jeg er egentlig ikke særlig vild med Callahans stemme, hans, for min smag, lige lovligt lakoniske foredrag, der ind imellem kommer faretruende nær på spoken word, men jeg lader mig gerne “nøje”, når nu der netop, er så meget andet på hylderne at glæde sig over.
Jeg er først og fremmest vild med hans tekster. At der er både svesken på disken, sanselighed og humor af den slags, der først kommer, når man har erkendt, at man egentlig ikke er centrum for hele universet. Noget det kræver en vis alder at indse.
Jeg værdsætter også, at han ikke griber ud efter unødigt poetiseret sprog. Jeg elsker nemlig, når sangskrivere ikke leger digtere, men “nøjes med at skrive en sang. Det er der, hele “kunsten ligger.
”And now my biggest fear is not the dying / My biggest fear is that I'll stop trying / To be the man I am supposed to be”
Hvis I spørger mig, går det rigtig godt for Bill Callahan med at være lige netop den sangskriver, det var meningen, han skulle være.