Det bedste af det hele er stadig Begonias møghamrende fede vokal
Powder Blue - ★★★★
Anmeldt d.01.03.23 / Læs på GAFFA.dk
Powder Blue har en nostalgisk undertone. Der er en skøn blanding af fransk 60er film musik, elektroniske trip hop elementer, alternativ soul og masser af R&B.
Kvinden, der gemmer sig bag navnet Begonia er canadiske Alexa Dirks fra Winnipeg. For mig var hendes 2019 album ”Fear” et af dette års bedste album, bl.a. fordi det har den der håndspillede kvalitet, som jeg ellers synes rigtig meget soul og R&B helt mangler nu om dage. Jeg holder af den type liv i kludene, som Dirks leverede og dertil kommer hendes fantastisk flotte stemme, der er fuld af både skønhed, power og attitude.
”Fear” var langlistet til Polaris Music Prize 2020 og kortlistet til Juno Award i 2021 (de to store Canadiske priser)
Som helhed er Powder Blue ikke bare mere nostalgisk men også mere roligt, mindre vildt end Fear albummet. Titlerne stillet over for hinanden, siger det faktisk ret præcist. Det hektiske element er helt væk, til fordel for en pudderblå stemning, som i en ung Whitney Huston i lyseblå cowboyjakke der mødes med Billie Eilish’ mere lavstemte blåtonede teen gloom.
For mig er det stadig den der herligt excentriske stemme, der både kan spinde forførende som en kat og synge røven ud af bukserne på langt de fleste popsangerinder, der er den egentlig attraktion.
Fantastisk flot romantisk-nostalgisk start på et album.
Begonia lægger ud acappella (vokal helt uden instrumenter) med ordene:
“I like to walk the long way home in silence / To hear the dead leaves roll along the highway / Clicking like high heels on the concrete ground / Some kind of memory is trapped inside that sound”
Hvorefter “strygere” og “knips” (sat i gåseøjne, fordi det ikke er i naturtro gengivelse, men en syntetisk variant) kommer på og følger melodien rundt i kvintcirklen i bedste fransk-film stil.
Hvis I nu tænker, hvad taler hun om her? Skal I forstille jer den franske filmkomponist Michel Legrands tema til Pigen med Paraplyerne (I ved den m. Catherine Deneuve) hvis titelsang på engelsk kom til at hedde “I Will Wait For You”. Hvis I stadig er helt blanke så tænk “Autumn Leaves”, som I nok har hørt enten med Tony Bennet eller Eva Cassidy. Det er den type harmonik og melodik, jeg taler om. Superklassisk og super fransk.
Et andet højdepunkt for mig er "Marigold”, en mere regulær popmelodi med større lyd og mere saft og kraft i beatet. Teksten sætter af i teenageårerne, hvor sexualitet og kønsidentitet er oppe og vende: “I always wanted just to fit in but / couldn't sit in / The role of what a woman should be / And when the girls came around in jerseys / Hard to play down I was weak in the knees “
En tekst, der tager fat, hvor det gør ondt
“Crying” er også en duper flot og sang iscenesat med dramatisk stort kor a la Hozier og en tekst, der tager fat, hvor det gør ondt, der hvor man erkender, at ens selvbillede/selvhad har rødder i barndommen såvel som i nutiden, og at man også selv har foden på speederen: "Now you call me fat like it hurts me / But I turned off my Google alerts, see / Because what's thicker than my thighs / Is the resolve inside to never let you see me cry."
Den sang der mest direkte tager fat hvor Fear albummet slap er den mørkere og tungt groovende: “Right Here” der udspiller sig på en bund af dybe blæsere, der sender mine tanker i retning af James Bond temaer og Amy Winehouse. Superfedt, siger jeg bare!
Efter en række gennemkørsler af Powder Blue, sidder jeg tilbage med følelsen af at forandring fryder, men at det pastelfarvede element i musikken og den nostalgiske tone er en forandring på både godt og ondt.
Det bedste af det hele er stadig Begonias møghamrende fede vokal. I hvor jeg håber, at hun en dag kommer til Danmark og spiller, så skal jeg stå helt oppe foran scenen og se om jeg kan lure nogen tricks af.