Ikke meget sex and drugs, men masser af rock'n’roll.
Becoming Led Zeppelin - ★★★★★
Premiere d.06.03.25
Anmeldt for GAFFA.dk
BECOMING LED ZEPPELIN lever af ren og skær kærlighed til musik, der vokser frem i hænderne på musikere, der virkelig kan spille den.
Sikken en skøn film! I Bernard MacMahons dokumentar om britiske Led Zeppelins allerførste og formative år slipper man for alt det sentimentale pladder, man ofte skal leve med i musikdokumentarer - gone-biopic. Man slipper for skuespillere, der skal synge. Man slipper for alt for lidt musik og alt for meget snak.
Men drømmer man om, det Kim Skotte i anden anledning har kaldt, en vugge-til-krukke-dokumentar, så går man nok lidt uforløst fra oplevelsen, for hvad der skete siden, bandet brød igennem, afslører filmen faktisk ikke noget om. Hvis man gerne vil have mere sex & drugs og deraf følgende skandaler, bliver man også skuffet. Man må simpelthen nøjes med masser af Rock n’Roll.
BECOMING LED ZEPPELIN handler nemlig udelukkende om, hvordan og hvilke omstændigheder, der sendte purunge Jimmy Page, John Paul Jones, John Bonham og Robert Plant i armene på hinanden i sensommeren 1968. Og siden om, hvad der propellerede dem til enorm succes på meget kort tid.
Filmen, der er lavet i fuldt samarbejde med de tre overlevende medlemmer, kan også prale med aldrig-før-set materiale. Bandets trommeslager John Bohham, taler med, via arkivinterviews fra datiden, han døde nemlig i 1980, hvilket blev anledning til, at Led Zeppelin gik i opløsning. Det er ikke en del af den historie MacMahon og hans manuskriptforfatter Allison McGourty fortæller. Og respekt for det. De ønsker ikke at fortælle en undergangshistorie, men derimod en fortælling om, hvordan musikken sejrer og det, kan jeg rigtig godt lide.
Filmen åbner med sangen Good Times - Bad Times visuelt iscenesat med en stor Zeppeliner, der fremstår i sort-hvid ligesom resten af arkivmaterialet fra både krigen og efterkrigstidens England, der løber over lærredet. Vi forstår på de sort-hvide billeder af efterkrigstidens England, den tid de fire unge mænd voksede op i, var en lidt farveforladt tid, mens alt, hvad der kom fra USA inklusive arkivklip, var i farver og helt anderledes saftspændt, og man forstår, hvordan amerikansk musik og kultur både trækker og inspirerer de unge mænd.
Igennem interviews med de tre yderst velbevarede ældre herrer, hører vi om, hvad de er rundet af musikalsk, og hvad der fra 60ernes musikscene antændte deres musikalske flamme. Den slags minder, hvor man som seer ikke rigtig kender referencerne, kan godt blive ret kedeligt, men fordi de alle tre var så dygtige fortællere bliver det en ret poetisk del af filmen.
Jimmy Page beskriver fx Lonnie Donnegans musik som en “portal mod friheden”.
Rober Plant efter mødet med Little Richards musik, var “the syringe in the arm for ever”, mens det musikalske gateway drug for John Bohnham, ikke så overraskende måske, blev jazztrommeslageren Gene Krupa, som jeg også ved sendte vores egen Alex Riel afsted ud over de musikalske stepper.
Væsentligt for at den del af fortællingen fungerede så godt, var også de skønne lange klip med alle de kunstnerne, de taler om,
Vi hører om familie og forældre. Bassisten John Paul Jones startede fx som organist i forældrenes kirke. Da han i stedet kastede han sin kærlighed på den elektriske bas, kom hans far med denne herlige helt-uden-for-skiven-forudsigelse: “the bass is novelty instrument in two years it will be out. Play saxophone - and you’ll work for ever”.
For en musiker som jeg, er der flere interessante anekdoter fra tiden. Page og Jones ernærede sig i en meget ung alder, vi taler store teenagere, som studiemusikere i tidens London. Det forgik sådan, at arbejdssøgende musikere mødte op mandag morgen i Archer Street, hvor de, som en slags musikkens mexicanske farm hands, blev samlet op af studierne og sat i sving på nogen af de indspilninger, vi siden ved blev nogen af tidens største.
Fx kunne Jimmy Page berette at have spillet på Rolling Stones’ album og både han og Jones havde være sessionmusikere på ”Goldfinger”, Shirley Bassey’s nu ikoniske James Bond sang.
Da 4 spillede den første jam session i sensommeren 1968, og det kalder flere af dem “a live changing experience”.
Jimmy Page spillede allerede med flere af tidens store navne bl.a. med The Yard Birds, hvor han havde afløst Jeff Beck, der i sin tid havde afløst ingen ringere end Eric Clapton i samme gruppe. Men herfra var det Led Zeppelin, det gjaldt.
Det er også her den kronologisk opbyggede film tager en drejning mod mindre story telling og mod mere musik via lange live-optagelser.
Fra en øver i en kælder til verdensherredømmet på mindre end to år.
Led Zeppelin var ikke et band, der blev fanget i øvelokale-sumpen for allerede i september 68 faldt der er stor fed saftig appelsin ned i deres turban, da the Yardsbirds gik i opløsning og Jimmy Page fik lov at opfylde deres kontrakt om en Skandinaviensturné. Her optrådte de under navnet The New Yardbirds. Fra den første koncert ser vi den skønneste liveoptagelse fra noget så utipset som Gladsaxe beat klub! Ja I læste rigtigt. Man hører et fuldt nummer og det lyder allerede forrygende. Man taber simpelthen kæben.
Den sidste halvdel af filmen byder på det ene fulde live nummer efter det andet fra en af de mange turneer de syv turneer de nåede at være på alene i det Herrens år 1969, fuld af livespillet vildskab og masser vilje til at forfølge en musikalsk ide. Det er det rene jazzmusik for rockband. Det er en fornøjelse at følge, fordi de fire er så grundfede musikere, dygtige og villige til at kaste sig efter alt, hvad der rør sig af ideer opstået i øjeblikket.
Via en stor kontrakt med Atlantic Records (for hvorfor starte småt?) hvis øre Page havde, fra sin tid i the Yard Birds, fik de deres gennembrud i USA først. Vi forstår, at de for en tid var store i USA men stadig ukendte hjemme, og at det føltes som lang tid, før de for alvor slog igennem hjemme i England. Reelt var det en kometkarriere.
Filmen slutter med deres hjemmebanekoncert i Royal Albert Hall vist i januar ’70. Nu er sejren deres, og de trækker overskrifter som Zeppelin overhaler the Beatles, og ikke mindst er deres familie stolte også dem, der havde været skeptiske i begyndelsen. Det er et flot sted at slutte filmen.
Lever vi ikke på lidt musikalsk smalkost her i nutiden?
Når man igennem filmen hører Led Zeppelin spille live, får man den tanke, at vi her i nutiden er sat på underlig musikalsk smalkost af musik spillet af mere eller mindre frihedsforskrækkede kunstnere, der afvikler deres medbragte tracks på 3,5 minut, og hvis største drøm er, at få det til at lyde bare næsten lige så godt som den plade, de har indspillet i lag og siden gennemkneppet i redigeringsrummet. Når jeg ser filmen, føler jeg føler mig lidt snydt over, at jeg ikke levede den gang, at jeg ikke får den slags oplevelser, som de islandsk-sweater-bærende unge i Gladsaxe Beat klub fik den aften i september 1968.
Jeg laver lige en mental note om, at næste gang Rival Sons kommer forbi DK, SKAL jeg til koncert. De er faktisk også superfede og kan deres Led Zeppelin uden at lege kopi-band.
Min eneste anke er, at filmen jo nok er lidt til den lange side. Jeg har svært ved at tro at folk, der ikke er musikere eller bare meget musiknørdede, vil stå den igennem. Folkene bag filmen har haft så meget fedt materiale mellem hænderne, at de har ladet sig rive med af det. Reelt kunne filmen have være 15 minutter kortere, og så ville flere ”civilister” have kunnet få en oplevelse med den.
En af de allerfineste ting ved filmen var lyden. Alle de live optagelser, der jo må have kommet i alle mulige mere eller mindre ramponerede formater, har de fået til at lyde godt! Det er i sig selv et mesterværk.