Nærværende og inderlig vokal
Rel. d. 07.03.25
Anmeldt for GAFFA.dk
Islandske Arny Margret har skabt et dejligt og yderst delikat album sammen med en perlerække af de allerbedste amerikanske Americana/folk producere.
Arny Margret åbner sit album med ordene “Twenty-three and a midlife crisis”. Når man som jeg er mere end 30 år længere fremme på beatet, må jeg indrømme, at jeg tænker, ”nap lige en tudekiks, ingen grund til panik”. Det er der virkelig ingen grund til, for Marget har med I Miss You, I Do lavet et virkelig dejligt, mildt, delikat og fortrinsvist akustisk album.
Karakteristisk er nærværende og inderlig vokal og en produktion, der er totalt solidarisk med Margrets blidt duvende og groovende oplæg.
I pressematerialet kan jeg læse mig til, at hun har brugt skriftende producere, men det fremgår ikke hvem, der har produceret hvilke sange.
Til gengæld viser listen af producernavne, at Margret er imponerende kvalitetsbevidst. Interesserer man sig for Americana og folk, vil man vide, at det er producere, som har stået for nogen af de seneste års allerbedste album inden for Americana/folk genren. Josh Kaufman har fx produceret Bonny Light Horseman, på et af mine absolut yndlingsalbum fra 2024. Andrew Berlin har produceret Gregory Alan Isakovs Evening Machines, mens Brad Cook har produceret Waxahachees Tiger’s Blood. Med andre ord toppen af den del af poppen, der netop ikke er pop. Margret står selv anført som co-producer, og det er måske grunden til, at der er kommet et dejligt homogent album ud af det, på trods af de mange forskellige hænder, der har være involveret.
Det fremgår heller ikke af pressematerialet, hvem der spiller med, men med egne øren kan man høre, at orkestreringen er nænsom og smagfuld - lette trommer, lidt banjo her, lidt slideguitar dér, lidt klaver, lidt harmonium, en stille parallelstemme - alt sammen super delikat og luftigt.
Der er god grund til, at ”I Miss You, I Do” både ligger først på albummet og blev sendt afsted som lead single. Det er godt nok en enormt dejlig ambassadør for albummet. Der er sendt hele fem singler i forvejen, der stort set alle er endt i mit lytteloop, og alligevel har jeg, nu hvor det fulde album foreligger, fået nye favoritter, som fx ”Crooked Teeth”, der udmærker sig med en særlig sødmefyldt, næsten viskende vokal med fine små knæk.