VÆRINGS MUSIKLYTTERI – Det månedlige kaninhul // albumfavoritter m.m

Så er det 1. juni og dermed den tid hvor jeg leverer mit månedlige VÆRINGS MUSIKLYTTERI til All That.dk, som jeg så også deler her på min egen blog.

Under ALBUMNOTER udpeger jeg typisk 3 album fra den forløbne måned, vi af den ene eller anden grund ikke har skrevet om på All That. I afsnittet “I KRYSTALKUGLEN” et eller flere album, jeg ser særligt frem til i den kommende måned. 
For at det skal være sjovt at dykke ned i, prøver jeg som noget nyt at finde en video, der er nem at nyde, på hver album.
Hvis I finder Musiklytteriet på AllThat.dk,  vil I også se et afsnit “ LIVESCENEN Den kommende tid” med koncertanbefalinger.

Der er virkelig meget dejlig dansk musik, men jeg kommer sjældent til at skrive om mine danske kolleger. Tanken om at fremhæve nogen kolleger frem for andre er mig inderlig imod. Der kan blive nogen enkelte undtagelser, men ellers stoler jeg på, at andre skribentkolleger løfter den vigtige opgave.

ALBUMNOTER – 4 favorit album fra Maj 2026

Vilde vokaler og masser af percussion

Kunstner: Cocanha
Album: Flame Folclóre (15.05.26)
Genre: Roots 
Territorie: Frankrig 

Hvis jeg kun skulle udpeget ét album, der har fejet benene væk under mig her i maj måned, ville det være Flame Folclóre af duoen Cocanha. De fornyer og forædler occitansk rootsmusik, hvilket vil sige musik fra området i sydøst Frankrig ned mod Italien.
De to kvinder Caroline Dufau og Lila Fraysse både synger fantastisk og spiller percussion med både arme og ben i en grad så, jeg først troede, det var et stort band. De synger på occitansk og blander i musikken fragmenter af traditionel musik med eget materiale. Helheden er oplevelsesrig og medrivende, med masser af variation i udtrykket fra nummer til nummer, og af livevideoer på Youtube fremgår det tydeligt, at det er et orkester, man gerne ville opleve live. 
I får både en audioudgave af mit favoritnummer, og derefter en virkelig flot video, der i sig selv er et selvstændigt videoværk. 


Eee Gee har lavet et dansk album med internationalt vingefang.

Kunstner: eee gee 
Album:  eeelluminagee (21.05.26)
Genre: pop
Territorie: Danmark

Nu skrev jeg godt nok i indledningen, at jeg sjældent ville skrive om min danske kolleger, men i og med vi i skrivende stund (jeg kan jo stadig nå at blive overhalet inden om) ikke har anmeldt det nye album fra Emma Grankvist, der udgiver under kunstnernavnet eee gee, kommer det med her. Det fortjener nemlig opmærksomhed. 

Da jeg anmeldte (for GAFFA) hendes koncert i marts i DR- Koncertsalen, var min overskrift: ”Der må ligge en international karriere de ude og vente på eee gee”. Det tænker jeg også nu, hvor jeg har hørt albummet. Til koncerten spillede hun mest bagkatalog, og det var godt, men det ny album har bare givet mere kunstnerisk og popmusikalsk tyngde til hendes projekt.

Grankvist kan noget med at skrive melodier med et særligt swung, der indimellem er helt abba-esque. Hendes slanke, klokkeklare stemme klinger som en Agnetha Fältskog m. americana twang. Det samme gælder musikken, Skandi-pop, når den er bedst, tilsat amerikansk smagsforstærkende musikalsk krydderi. Appetitlig og smukt orkestreret er det også.
ABBA-meets-Americana i et 2026 univers ville faktisk være et passende mærkat.

Der er desværre ingen video at dele, så I må finde hende på jeres streaming tjeneste.
Et godt sted at starte er sangen: I Hear a String Quartet Playing Everywhere I Go :-)

***

Smukt orkestreret album med et persongalleri og en lyd, der nikker i retning af Tom Waits. 

Kunstner: Mick Flannery
Album: The House Must Win  (08.05.26)
Genre: Americana/blues/irsk folk
Territorie: Irland

Dette album repræsenterer Europæisk Americana, når det er allerbedst og fuldt på højde med de der kommer fra USA! 
At det virkeligheden er et soundtrack til en musikforestilling, gik først op for mig, da jeg lige ville researche lidt til denne blog post. For mig var det bare et virkelig smukt, og overraskende langt (22 sange) album fra irske Mick Flannery. Forestillingen og dermed albummet viser sig at være en videreudvikling af hans debutalbum (2005). Der er skrevet 10 sange til de oprindelige 12, og karaktererne i sangene har fået nye facetter. Jeg kan læse mig til at den flotte instrumentation, med et hav af akustiske instrumenter (uh basklarinet er en sikker vinder!) er lavet af amerikanske Liam Robinson, der også var involveret i Anais Mitchells folk opera Hadestown, som hun vandt en Tony Award for, og som jeg selv har set i New York for et par år siden. Mitchell er også en af flere skønne gæster, f.eks. Lisa Hannigan, Jeffrey Martin og Susan O'Neill. O’Neill kommer i øvrigt til Tønder Festival og er annonceret med en ”duo”, som meget vel kunne vise sig at være med Mick Flannery, da de før har besøgt Tønder sammen og har et fremragende duoalbum ude (In the Game fra 2021). 


EN SÆRLIG SANG – I ikke skal snydes for:

Både sjov og fræk

Kunstner: Kacey Musgrave
Sang: Dry Spell fra album: Middle of Nowhere (01.05.26)
Genre: mainstream country fra øverste hylde.
Territorie: USA

Selv om det ikke er et decideret favoritalbum, så skal I ikke snydes for denne grundlæggende bundsjofle (og det er jo ALTID sjovt) ørehænger med en ligeså fræk - nogen ville måske ligefrem sige lummer - video fra Kacey Musgraves ny album. Selv synes jeg, at både musik, video og tekst er herlige.

”I'm so lonely / Lonely with a capital "H" / If you know what I mean / I've been sitting on the washing machine / Ain't nobody's tool up in my shed / Ain't nobody's boots under my bed / Ain't nobody's truck up in my drive(…) Y'all, I'm going through a dry spell, yep”

Det tror jeg på!


En lille opfølgning på sidste måneds LYTTERI

Kunstner: Jesca Hoop
Album: Long Wave Home (01.05.26)
Genre: alternativ pop/indie-folk
Territorie: USA/UK

I maj måneds MUSIKLYTTERI udpegede jeg Jesca Hoops album, som et album jeg så særligt frem til. Det er ikke altid, at et album, man glæder sig til, viser sig at indfri forventningerne, men det gjorde ”Long Wave Home” i den grad. Nu har jeg så også siden skrevet en 6-stjernet anmeldelse I kan læse andet steds på denne blog, så her nøjes jeg med at servere en video med en af de mest spøjse sange fra et album, spækket skæve detaljer. 


I KRYSTALKUGLENEt album jeg glæder mig til.

Kunstner: Beth Orton
Album: The Ground Above (26.06.26)
Genre: Trip-hop- art-pop m. jazz nuancer
Territorie: UK

En speciel og rørende vokal

Selvom Orton har været på banen siden de tidlige 90ere, er jeg kun stødt på hende nogen få gange, men efter denne ene single, der er ude fra det kommende album, hendes niende, har jeg fået appetit på mere. Hendes stemme er virkelig speciel. Den flyder ikke modtandsfrit fra stemmebåndene, men kæmper med at bryde ud, og det finder jeg ret rørende. 
Orton er kendt for at eksperimentere med forskellige hybrider af akustisk folk, elektronisk musik og trip-hop. Musikken på denne single ligger på grænsen mellem art pop og jazz. Den er ambient og stemningsmættet med en del sfærisk trompet. 

Leave a comment