Den maliske sanger-sangskriver og guitarists musik lander godt i spændingsfeltet mellem elegant moderne vestafrikansk rootsmusik og afro-pop.
Fatoumata Diawara - Live - ★★★★★
DR Koncerthuset 10.07.26
Anmeldt for All That.dk
Foto: Jeppe Gondolf
Jeg har allerede gjort mit for at hype Fatoumata Diawara både via mit månedlige ”VÆRINGS MUSIKLYTTERI”, hvor jeg udpegede hendes spritny album ”Massa” som et af junis tre bedste album. Siden anbefalede jeg også netop denne koncert under min CPH Jazz festival anbefalinger. Således er der ingen tvivl om, at jeg har glædet mig særligt til aftenens koncert.
LÆS OGSÅ min omtale af Diawaras album i seneste Link: VÆRINGS MUSIKLYTTERI
Til dem, der først står på her: Sanger, sangskriver og guitarist Fatoumata Diawara er fra Mali. Hendes stil er en blanding af traditionel vestafrikansk rootsmusik, ”Wassoulou”, fusioneret med (afro)pop og lidt R&B og jazz. Resultatet er en appetitlig blanding, som er nem at elske også for musikører kalibreret mod vestlig musik.
Siden hendes første album fra 2011 har hun optrådt med mange af de største vestafrikanske stjerner og også vestlige ikoner som Herbie Hancock, Paul McCartney og Damon Albarn m.fl. har inviteret hende med i projekter. Hun har også været i Danmark før bl.a. på Roskildefestival. All That Fotograf Jacob Crawfurd, som jeg løb på i byen forleden, fortalte mig, at han allerede havde noteret sig, at hun var en, man skulle holde øje med, da hun kom her som korsanger for Malis grand old lady Oumou Sangaré. Så vaks ved havelågen har jeg ikke været, for hun er først dukket op i mit loop her i foråret, hvorefter hun har været mit foretrukne lydspor i disse varme sommerdage.
Koncerten faldt i to dele. Ikke sådan at forstå, at der var pause, men at der forekom et markant gearskift. Den første times tid spillede Diawara og bandet (fire mand + hende) en flot samling numre fra hendes forskellige album (ikke helt nok fra det seneste, hvis I spørger mig). Imellem numrene fik vi via hendes introduktioner indtryk af en kunstner, der er engageret i verden og hendes eget kontinents mange udfordringer, men også i at åbne vores øjne for at se nogen af alle de herligheder, samme kontinent har at byde på. Hun synger med totalt overskud og det lyder vitterlig enormt godt HELE tiden. Bandet spillede fint, men som jeg har oplevet før, fx med Sangaré, så vælger de - typisk i Frankrig bosiddende - afrikanske kunstnere, at tage på tur med europæiske musikere, der løser opgaven fint, men ikke mere end det.
Med et kort og medrivende potpourri af common-ground-feel-good covers (korte uddrag ”Imagine” (Lennon), ”Higher Ground” (Wonder), No Woman No Cry (Marley skiftede koncert fuldstændig gear. Herfra og ud leverede Diawara og band en regedérlig afrofunk-fest for publikum med dans og armbevægelser til alle. Ikke mindst gik Diawara ned blandt publikum, hvor jeg, fra første balkon, kunne se ansigter næsten grædefærdige af lykke over den smukke afrikanske musik-dronning i sit store røde skrud med rød ”krone” og sorte fletninger med hvide perler, der gik rundt iblandt dem og spredte kærlighed. At det kunne lade sig gøre at gå rundt mellem publikum i Radiohusets koncertsal skyldtes, at man i dagens anledning havde lavet gulvet i koncertsalen til ståpladser, mens man stadig kunne sidde på balkonerne. Det var en god og meningsfuld måde at bruge det flotte rum på.
Jeg kunne jo bedre lide den første del af koncerten, men jeg anerkender at den sidste tour de force ud i crowd-pleaser-elementer og halløj viste en kunstner, der kan det hele, og ikke mindst gav sit publikum en følelse af at have været med til noget vildt. Jeg satte også stor pris på, at alt ”liret” blev samlet til sidst, så det, det handler om for mig, nemlig at få lov at nyde hendes bud på moderne vestafrikansk roots-pop, fik sit eget musikalske rum i koncerten.