Der er meget man kunne anbefale, men her kommer én anbefaling pr. dag og så et par extra hvis jeg ikke kunne holde mig i skindet.
I vil også en af de nærmeste dage kunne finde en blog post på All That.dk, hvor vi er flere, der har samlet vores anbefalinger. Så det er bestemt også værd at smutte en tur dér forbi.
Roskilde Festival Onsdag d. 1. juli
Wolf Alice (UK) kl. 19.30 Orange Scene
Wolf Alice med sanger og guitarist Ellie Rowsell i front. har været i gang siden midt 10’erne. Jeg fik ikke rigtigt lyttet til The Clearing - deres seneste album- da det kom ud sidste år, men de seneste dage, har jeg så gået og nydt det. At de er et engelsk band fornægter sig ikke, for de kan det der med at skrive rigtige melodier. At det skulle være noget særlig britisk er måske at strække den lidt, men der er nu noget med en stærk melodisk tradition, som irske og britiske kunstnere synes at have på rygraden.
Selvom Wolf Alice vel går for at være et indie-rockband, så hører (og nyder) jeg også masser af klassiske glamrock elementer i deres udtryk. Da jeg ydermere har kunnet læse mig til, at de er er særligt godt liveband, er de mit bud på et must-see navn her på den første dag.
En super flot video i øvrigt!
***
Roskilde Festival Torsdag d. 2. juli
ULD (NO), kl. 12.00, Lagune
Det er relativt sjældent at folkemusik, når ud til publikum uden for folkemusikmiljøet, men de tre unge norske kvinder i ULD, er lidt af en succeshistorie.
Jeg så dem på Tønderfestival sidste år, og blev fanget af deres finurlige, ekstremt lyriske univers, som de både løfter smukt på album og live. Jeg var på Tønder med min 22-årige datter, som også blev fuldstændig fortryllet og har annonceret, at ULD er en af den koncerter, hun glæder sig allermest til på årets Roskilde program. Vi var så åbenbart ikke de eneste, der lod os fortrylle for ULD spillede support for Aphaca på flere store venues her i foråret. At et dansk relativt mainstream poporkester inviterer tre unge norske kvinder, der spiller klaver, harmonika og synger norsksproget folkemusik med på tur, er godt nok ikke et forfriskende valg.
Nu er 2. Juli min fødselsdag, så jeg kan ikke være på festival den dag, men var jeg der, ville jeg bestemt også forsøge at fange den britisk rapper Little Simz, der spiller kl. 18 på Orange Scene.
***
Roskilde Festival Fredag d. 3. juli
Folk Bitch Trio (Au) kl. 15, Fauna
Det er som om festivalen har samlet Americana kunstnerne på fredagen, og da det er en af de genrer, jeg er særligt optaget af, så er det svært at vælge én anbefaling.
Hårdt presset går jeg med australske Folk Bitch Trio, hvis debutalbum fra sidste år stadig er i rotation hos mig. Om de er noget bitches, ved jeg ikke, men de er i alle fald gode til at levere trestemmige harmonier i et charmerende helt igennem upoppet og pumpet americana inspireret univers. Så vidt jeg ved har de ikke har været i DK før, så jeg formoder få vil kende dem.
Selv faldt jeg over dem på Youtube, hvor jeg zappede igennem en playliste fra det Australske program ”Like a Version”, hvor en lang række primært australske kunstnere kommer forbi og spiller et cover. Endnu et af de der musikalske kaninhuller man kan havne i, og indimellem finde guld.
Andre kunstnere jeg skal se den dag er Sierra Ferrell, Cat Clyde og så selvfølgelig David Byrne.
***
Roskilde Festival Lørdag d. 4. juli
Lily Allen (USA) kl. 20.45, Orange Scene
At anbefale Lily Allen, er måske at sparke en åben dør ind, for hun står nok øverst på mange festivalgæsters must-hear liste. Allen var et kæmpe navn i midten af 00’erne, indenfor, hvad jeg ville kalde, pige-pop with an attitude. Det var ikke rigtig noget for mig, hvorimod hendes seneste album West End Girl fra sidst i 2025, fangede mig. Det er teksterne, der driver værket. Man følger i slow motion et car crash af ægteskab. Teksterne er hudløse og kører efter devisen råt for usødet.
Titelsangen slutter fx i en telefonsamtale, eller rettere den ene ende af en telefonsamtale, hvor Allen øjensynligt ringer hjem til manden i New York og fortæller, at hun nu er på sit hotel i London, hvor har landet en teaterrolle. Lidt efter lidt forstår man, at manden i den anden ende, vil have frit lejde til at bolle uden om, når mens hun er væk. Hun forsøger at tage det pænt: ”I mean, it doesn't make me feel great / Well, if that's what you need to do, then I guess…”. Efterhånden som albummet skrider frem, tager hun det (heldigvis) mindre pænt, og vi ender i Sys Bjerresque Malene-sangs-territorie, hvor hævn og humor går hånd i hånd.
Andre must see kunstnere den dag er danske eee gee, og for folk-roots interesserede er svenske Sara Parkman også en vild oplevelse, jeg varmt kan anbefale.