Newzealandske Aldous Harding har været på scenen siden 2014. Hendes selvbetitlede debutalbum var et britiskklingende folkalbum, primært båret af hendes akustiske guitar og æteriske vokal.
Aldous Harding Live - ★★★★
Store Vega 18. 06.26
Anmeldt for All That.dk
Foto: Jeppe Gondolf
I 2017 skrev hun kontrakt med pladeselskabet 4AD, og sammen med produceren John Parish (der bl.a. har produceret P.J. Harvey og danske Kira Skov) tog hun sit udtryk i en mere indie-folket retning, hvilket gav hende et egentligt kunstnerisk gennembrud.
Selv er jeg en relativt ny Aldous Harding-lytter, idet det først er med hendes femte album, Train on the Island, der udkom i maj måned, at jeg for alvor er blevet fanget ind. Jeg har lyttet med før, men fundet hendes stil lidt for spinkel og indie-weird for min smag. Det nye album har i mine ører mere ”krop”. Det handler både om hendes stemme og om iscenesættelsen af sangene, hvoraf flere er reelt groovy. Med andre ord folder Harding nu sin skæve og excentriske sangskrivning ud i en ramme, jeg både kan mærke og forstå. Derfor befandt jeg mig i Store Vega onsdag aften.
Da Harding kom på scenen med sit fire mand/kvinde store band, stod hun først en stund i stilhed. Det var, som om hun lige behøvede at lande i rummet og samle sig om det, der skulle ske, alt imens publikum var så stille, at man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Aldous Harding kan nemlig noget med nærvær. Et nærvær, som hun præsterede fra første til sidste tone, og som hun bruger energi på at skabe ved at bevæge sig langsomt, tage sig god tid mellem numrene og lade være med at bryde sin koncentration ved at tale med publikum.
Alligevel oplevede jeg ikke på noget tidspunkt hendes facon som en indadvendt væren. Hendes ro spredte sig bare til publikum, der det meste af koncerten var musestille. De forsøgte hverken at synge med eller klappe i takt. Ret skønt faktisk.
Harding selv vekslede mellem at sidde og synge/spille akustisk guitar og at stå og synge uden guitar, nogle gange med håndpercussion. Når hun stod, svajede og duvede hun til musikken, og her faldt det hele på plads for mig. Hun sang bedre stående, og musikken swingede dejligt i forskellige adstadige tempi uden nogensinde at blive kompakt eller bare køre derudad på skinner. Hardings sange bevæger sig nemlig aldrig ad den slagne vej. De tager altid en omvej.
Som nu i titelsangen fra det nye album, ”Train on the Island”, der også åbnede koncerten. Den er, som de fleste af hendes sange, bygget op over helt simple roller – én rolle per instrument – der så sætter ind én ad gangen for siden at blive taget ind og ud, som arrangementerne nu foreskriver. Men så kommer omvejen. For lige som alle rollerne er sat i gang, viser det sig, at hookline og omkvæd, i stedet for at løfte, som omkvæd ellers har for vane, bliver til et breakdown, hvor rytmesporet ”slukkes”. Et uventet byggen-ned, hvor andre ville bygge op.
Efter ”Train on the Island” fulgte to andre favoritter fra det seneste album, ”I Ate the Most” og ”One Stop”. Jeg kan godt lide at sidde og iagttage, hvordan de forskellige mønstre og roller sætter ind og ud og tilsammen giver sangene deres præcise lyd. På den anden side gik det også op for mig, efterhånden som koncerten skred frem, at det var de samme numre, jeg bedst kan lide på pladen, som jeg bedst kunne lide til koncerten, og det er faktisk en lidt skuffende erkendelse.
Normalt giver koncerter nye perspektiver på sange, man kender. Nogle overrasker positivt, andre skuffer. Når jeg ikke havde den oplevelse med Hardings sange i aften, tror jeg, det handler om, at numrene ikke blev ”spillet” frem, men nærmere ”opført”. De bliver ikke foldet ud dynamisk eller på anden måde givet et live-spin. Især de sange, hvor hun sad ned og spillede akustisk guitar, synes jeg ikke rigtig kom nogen vegne. De blev ligesom fanget i keglen fra deres egen forlygte.
Jeg kan se i mine noter, at jeg ligefrem et par steder har skrevet, at det mindede mig om et sammenspilshold, hvor en meget opfindsom lærer har uddelt roller, som eleverne så spiller eksakt som aftalt uden svinkeærinder eller plads egne idéer. Det er nok især Hardings ekstremt forenklede klaverostinater, der indimellem udløste den associationsrække. Dynamikken i musikken kom alene af, at der blev tændt og slukket for ”sporene” og ikke af, at musikerne fik lov til at spille sangene ud over scenekanten.
Omvendt kan man sige, at bandet var helt igennem solidarisk med albummet og spillede garanteret præcis, det de skulle, og trommeslageren Seb Rochford var især en gave til musikken: både delikat og superswingende.
Hardings vokal svingede lidt i kvalitet. Indimellem famlende og det næste øjeblik intens og ren.
For mig peakede koncerten med ”San Francisco”, der var særlig stemningsfuld med whiskers på trommerne, Fender Rhodes fra klaverpladsen og pedal steel-guitar omkring en vokal, der skifter markant mellem dybe, hviskende vers og et lyst B-stykke. Ligesom nummeret som helhed pludselig skifter spor og får et groovy, guitardrevet efterspil.
Bag mig sad tre voksne kvinder, der var kommet hele vejen fra Vestjylland. De havde set Hardings koncert i 2022. Den ene fortalte, at ingen kunstner havde fanget hende så meget siden Kate Bush for mange år siden. Min oplevelse af det intenst lyttende publikum var, at der var mange dedikerede fans. Jeg fik ikke hørt, hvordan de tre kvinder på rækken bag mig oplevede koncerten, men jeg håber, de havde en god aften.
Sætliste
Train on the Island
I Ate the Most
One Stop.
Treasure
Venus in the Zinnia
If lady Does It
Worms
Passion Baby
Leathery Whip
San Fransisco
What am I gonna do
Fever
Warm Chris
Coats
Ekstra numre:
Riding that Symbol
Imagining My Man
Designer