Forfatteren og Rytmekons-underviseren Pablo Llambías har skrevet en værktøjsbog til sangskrivere og tekstforfattere med mange gode råd og stof til eftertanke om sangskrivningens kunst.
Bog: POPTEKST - Pablo Llambías
Frydenlund 2026
225 sider
Anmeldt for Publimus
Det er med en vis bæven, at jeg går til denne opgave. Som musikanmelder går jeg helst uden om at anmelde danske kunstnere. Hvem bryder sig om at gøre sig til dommer over sine kolleger, og man skulle jo også nødigt skide i egen rede, som det så malerisk kan hedde.
Nu er Pablo Llambías og jeg så ikke for alvor kolleger. Llambías er forfatter til 21 bøger, heriblandt både digte og romaner. Udover sit forfatterskab har han i mange år undervist i skrivning, først på Forfatterskolen og nu på Rytmisk Musikkonservatorium.
Jeg er sangskriver. 15 album er det blevet til og dermed ca. 150 udgivne sange. Jeg betragter mig selv som det, amerikanerne ville kalde en ”lyric centric” sangskriver. Jeg har nogen erfaring med undervisning, men ikke i nær samme målestok som Llambías. Jeg var i øvrigt til den forelæsning, Llambías holdt på konservatoriet i anledning af udgivelsen, og engang før covid-19 har jeg været på en uges tekstgenerator-kursus med Llambías.
Når jeg i det følgende skriver ”synes”, er det i erkendelse af, at jeg som den gode socialkonstruktivist, jeg regner mig selv for, ikke mener, der findes nogen objektiv sandhed. Pablo Llambías selv gør sig meget umage med ikke at “synes” noget, så det vil han sandsynligvis ikke bifalde.
I indledningen skriver Llambías, at bogen henvender sig til både sangskrivere og undervisere for eksempel dansk- og engelsklærere i gymnasiet. Er man sangskriver, er der nok mest at hente for dem, der lige er startet ud, er gået lidt i stå eller ligefrem har en skriveblokering.
Bogen har en teoretisk og en praktisk del. Jeg synes den teoretiske del fungerer bedst. Kapitlet ”Det universelle går gennem det specifikke” er i min optik bogens vigtigste afsnit. Llambías’ pointe er, at det ikke gælder om at udviske de personlige detaljer og generalisere og afpersonalisere teksten for at give plads til, at andre kan se sig selv i den, fordi ”Det universelle går gennem det specifikke og personlige.” En pointe, jeg ikke kan mindes, jeg har hørt så overbevisende udfoldet.
Når det er så vigtig en pointe, er det fordi mange sangskrivere – og sikkert også visse forfattertraditioner især præ-Knausgård-æraen – mener, det er mindre fint at bruge sig selv som målestok i sine tekster. Jeg husker tydeligt, at jeg i min ungdom i interviews gerne sagde, at ”jeg skriver ikke dagbog, jeg skriver ’sange’”. Nogen havde nemlig sagt til mig, at det var useriøst selv at fylde så meget i sine tekster. At egne oplevelser og sansninger på egen krop ikke er ”spændende” nok til en sang, er der bestemt god grund til at mane i jorden. For som Llambías også skriver: ”Det er ikke usædvanligt, at en romanforfatters første bog handler om personlige oplevelser, der siden sætter dagsordenen for de kommende værker. Der er nogle historier, der er nødvendige at få fortalt, inden andre eventuelt kan komme til.”
Med tanke på dét ville vi jo gå glip af mange forfatterskaber og fantastiske sange, hvis dem, der skrev dem, ikke turde starte dér, hvor de er allermest investerede. Llambías nærmer sig den pointe fra mange sider igennem hele det fremragende teoretiske afsnit.
Der er andre smukke pointer i den teoretiske del af bogen for eksempel, at ”Alle idéer lyder som flade klichéer, når de blot står som en overskrift, skitser, første vers. Det er udfoldelsen af dem, der gør det (…) Det er måden, der er afgørende, ikke idéen”. Endnu et kernebudskab der er vigtigt at give videre til sangskrivere in spe.
Anden del af bogen, ”Praksis”, indeholder primært øvelser og en masse eksempler.
Flest eksempler er samlet under temaet ”Kærlighedssange” og et tema, han kalder ”Mennesket under pres” med tekster relateret til oprør, ofte med et emancipatorisk element. Hvorfor det lige er de temaer, han finder mest interessante at dække, får vi ikke megen argumentation for, men jeg anerkender, at de er en slags arketyper (blandt mange) i forhold til, hvorfor man overhovedet finder på at skrive en sang.
Jeg synes imidlertid ikke, at de mange eksempler i bogen fungerer optimalt. Llambías giver blot et kort referat af teksterne for så at efterlade os med en tre-fire linjer fra pågældende tekst. Ofte linjer, der isoleret set virker underligt meningsløse. I indledningen skriver han, at det er af ophavsretstekniske grunde, at teksterne ikke er gengivet i deres helhed, og at man kan finde dem på nettet. Men hvem gider, når man endelig har sat sig med en old school bog-bog, tænde computeren igen. Det står heller ikke klart, hvorfor netop disse tekster er udvalgt.
Og her rammer jeg ned i det, jeg opfatter som bogens svaghed, nemlig at Pablo Llambías ikke tillader sig, at ”synes” noget. Jeg er klar over, at når han vælger at give det helt nøgterne referat af teksterne i eksemplerne, så handler det om, at han gerne vil vise os, hvordan man ”læser” en tekst, det der faktisk står på linjerne, uden at forsøge at fortolke den. Det bliver bare underligt uvedkommende at høre popsange gennemgået på den måde. Kedeligt, næsten komisk faktisk.
Jeg synes så også, at Llambías her og der glemmer at tage sin egen medicin, i og med at han, som jeg citerede tidligere, igen og igen understreger, at det er udførelsen, det, han selv kalder ”måden”, der er afgørende. Derfor ville færre men mere udfoldede eksempler efter min mening have været mere spændende. Eksempler, hvor måden, virkemidlerne eller de sangskrivningstekniske greb blev italesat. Det ville måske løfte sløret for, hvorfor Llambías fandt, at netop disse sange var vigtige at trække frem. Der er i øvrigt heller ikke noget mere inspirerende end at mærke andres begejstring og lære af deres indsigt.
I ”Praksis”-delen indgår også 16 skriveøvelser - bl.a. en del variationer over automatskrift.
Resultatet af øvelserne er, som Lambías et sted beskriver, en ”rodekasse” eller ”et reservoir af ord og sætninger, som du kan trække på”. Llambías er altså optaget af at generere sproglige byggesten og værktøjer til at artikulere sine ideer. På vejen får man også skærpet sit sprog i forhold til at tale om tekst. Med de greb han tilbyder, slipper han imidlertid sangskriverprojektet dér, hvor jeg faktisk holder mest af det, nemlig i det skæringspunkt, hvor ”rodekassen” og den idé, den har genereret, skal blive til en sangtekst og ikke bare en “tekst”. Dér hvor alle murstenene skal lægges, så det kan blive et hus. Materialerne er valgt, men de ligger i en bunke. Håndværkerne står også klar, men arkitekten er ikke mødt op med tegningerne og visionen for, hvordan huset egentlig skal se ud og organiseres.
Jeg tror, det handler om, at det grundlæggende ikke er Pablos ting at skrive sange. For mig er der derimod lige så meget inspiration at hente i de benspænd, der ligger i at gøre rodebunken til en sang. Ikke i det lavpraktiske med at skære ordene til, så de passer ned i en melodi, men for eksempel i måden man arbejder med tekst i samspil med sangens struktur. Hvad skal verset kunne i forhold til omkvædet? Hvordan skærer man ind til benet og meningskondenserer, når man kun har to vers og et omkvæd at gøre godt med? Når nu bogen hedder POPTEKST, ville jeg forvente, at den type overvejelser var en del af det endelige mix.
I forordet skriver Llambías, at han vil lære os, hvad tekst er som ”æstetisk materiale”. Forskellen på en sang og en fri tekst er for mig at se, at ligne ved forskellen på at bygge et hus og lave en fri skulptur. Begge dele er formgivning. Begge dele er en stor kunst. Men det er ikke det samme.
Igennem hele bogen er der mange gode råd, man som sangskriver gør klogt i at skrive sig bag øret. Der er mest inspiration at hente til de tidlige faser af skriveprocessen, og måske hvis man længere henne i processen er løbet tør for ideer og lige står og mangler det der tredje vers.
Et helt afsnit sidst i bogen er dedikeret til ”sted”. Her skriver Llambías, at hans bedste råd, hvis han kun må give ét, er at sørge for, at sangen har et ”sted”, og det mener han i ordets allerbredeste forstand. Jeg tænker, at det har han 100% ret i, og så igen er det jo sandhed med store modifikationer, fordi nogle af de største sange i historien netop er sange helt uden ”sted”. Sange der virker, fordi de adresserer store eksistentielle spørgsmål, mens de bruger intellektet og i mindre grad sanseapparatet til at beskrive selvets udfordringer.
Når det er sagt, synes jeg, POPTEKST præsenterer os for mange gode redskaber, der kan hjælpe en strandet sangskriver med at fortælle sin historie. Jeg noterer mig også, at jeg altid, når jeg møder Llambías’ take på tekstskrivning, får lidt at tænke over.