Dean synger ikke bare virkelig dejligt; hun er også ganske særlig skøn at skue – storsmilende, naturlig og sødmefuld.
Olivia Dean Live - ★★★★(★)
Royal Arena 14.05.26
Anmeldt for All That.dk
Det er gået hurtigt for Olivia Dean siden debutalbummet Messy (2023). Opfølgeren The Art of Loving fra september sidste år har kastet to Brit Awards af sig og udløste her i februar en flot Grammy som ”Best New Artist”.
Musikalsk befinder vi os i velkendt britisk neo-soul-terræn med klare inspirationer fra 50’ernes og 60’ernes Motown. Britisk neo-soul har jo været en ting i mange år. Dusty Springfield (”The White Queen of Soul”) er vel genrens britiske urmoder. Sade, Amy Winehouse, Adele m.fl. har siden på hver deres måde pustet til den samme ild. Aktuelt er det Raye, Celeste og nu også Olivia Dean, der bærer faklen videre.
Musikken spiller allerede, da det lyse fortæppe begynder at glide til side. Bandet og Dean viser sig at stå på én lang linje på lave podier foran et hvidt plisseret bagtæppe, som også fungerer som storskærm koncerten igennem.
Dean er iført en elegant, hellang hvid kjole i 60’er-divastil, mens bandet – rytmegruppe, tre blæsere og to decideret fremragende korsangere – er klædt i sorte kjoler eller sorte jakkesæt med hvide skjorter og sorte slips. Frank Sinatra ville have følt sig hjemme i scenografien. Det er således ikke kun musikken, der har retroreferencer. Delikat og stilet ser det ud.
De første seks sange kommer fra Deans seneste album. Liveversionerne er ikke unødigt poppede og pumpede, men snarere tilbagelænet swingende, håndspillede udgaver.
Dean selv er sød og naturlig på scenen. Man får det indtryk, at hun ”bare” er sig selv: en smuk, storsmilende 27-årig kvinde, der elsker at synge og i øvrigt danser, præcis som hun har lyst til – uden koreografi og meddansere.
Publikum synger med på ”Let Alone the One You Love”, der gør sig godt live, og det er ikke den sidste sang, de kan. Vi får også et par sange fra debutalbummet, bl.a. titelsangen ”Messy”, som var den sang, jeg først faldt for tilbage i 2023.
Herefter sætter Dean sig ud på forscenen sammen med sin guitarist og bassist, hvorefter denne lille trio spiller nedbarberede versioner af endnu en håndfuld sange. Her får jeg øjnene op for ”I’ve Seen It”, som jeg tænker, i en anden ramme sagtens kunne have været en countrysang.
Denne afdeling af koncerten slutter med ”Carmen”, som Dean præsenter som en hyldest til alle seje immigranter. Hun fortæller at den handler om hendes farmor, der kom til England fra Caribien som 18-årig: ”And when she was my age, she had four children.”
Herefter går tæppet for scenen. Bandet spiller videre bag det, og efter nogle minutter dukker Dean op alene på en lille scene midt i salen, hvorfra hun synger tre sange. ”Loud”, der slet ikke er spor loud men tværtimod en ballade fra det seneste album med et flot, James Bond-værdigt omkvæd.
Tilbage på hovedscenen – nu besmykket med to store diskokugler og Dean i en glamourøs guldkjole – lægges der op at koncerten skal slutte i en fest med de mest dansable numre. Et af dem, ”The Hardest Part”, er, fortæller Dean, skrevet i København (sammen med danske Bastian Langebæk).
Det festlige koncertklimaks, lykkes ikke for alvor. Det er, som jeg hørte det, hverken musikken eller Olivia Deans skyld. Faktum er, at Royal Arena – i hvert fald fra de pladser til højre for scenen godt op ad tribunen, hvor anmelderne ofte placeres – har et basproblem. Når først der bliver spillet igennem, og det gjorde der især her til sidst i ”fest”-afdelingen, fylder bas og stortromme 75 procent af lydbilledet. Det overdøver leadvokal og alle andre instrumenter i bandet. For mig at høre, er det et tilbagevendende problem, som jeg ikke forstår, man ikke kan få løst. Det er synd for både publikum og de mange dejlige kunstnere, der kommer forbi.
Nogen vil sikkert sige, at sådan er det altid i store venues, men jeg har fx inden for de sidste par måneder oplevet to lydmæssigt virkelig gode koncerter i K.B. Hallen. Så det behøver åbenbart ikke være sådan.
Jeg fik fornemmelsen af, at Dean selv kunne mærke, at hun tabte terræn til sidst. I hvert fald valgte hun at spørge: ”Vi har to numre mere til jer – har I lyst til at høre dem?”
Basbulder eller ej: Selvfølgelig havde vi det. For vi var virkelig vilde med hende.
Det var vi altså.