Trinelise Væring

Júníus Meyvant Live  - ★★★
AmagerBio 30.11.25
Anmeldt for GAFFA.DK 
Foto: Mathias Bak Larsen

Da han trådte to skridt tilbage fra mikrofonen og sang af karsken bælg med publikum på korsvar, tænkte jeg, at det var sådan, det skulle have lydt hele aftenen.

Det er ikke første gang islandske Unnar Gísli Sigurmundsson, der optæder under kunstnernavnet Júníus Meyvant, gæster Danmark. Han har både været på Roskilde og Spot-festival, men det er første gang, at jeg ser ham.

Jeg kender ham bedst fra hans 2016 debutalbum Floating Harmonies med håndspillet indie-folk m. americana vibes.

Hans seneste og tredje album Guru er fra 2022, og det må jeg med skam melde, jeg kun lige akkurat har fået hørt, så der var mange nye sange til mig i aften. 

De var 3 på scenen: trommeslager, der også kunne spille lidt bastoner på keyboard m. venstre hånd, guitarist/bassist der alternerede på resonator guitar og 6-strenget el-bas og så Meyvant selv, der spillede både akustisk- og Gibson el-guitar. 

Foran visuals, der lignede noget fra en gammel westernfilm med udsyn til ørken og kakti lagde trioen ud med et ultra slow countrynummer. Akustisk guitar, resonator guitar og trommer, og jeg tænkte “dejligt, at det bliver en akustisk aften”. Jeg tænkte dog også, at de følte sig lidt rigeligt frem, og at de nok lige skulle i gang. Det synes jeg så bare ikke rigtig, at de kom. Trio kan jo sagtens være nok, men der manglede et eller andet kit i lydbilledet, for at få musikken til at hænge sammen. For mig at høre samlede det sig aldrig rigtig. 

Meyvants seneste to album har en del low-fi soul i udtrykket, og de mere ”soulede” numre fungerede bedst. Måske fordi han i dem selv spillede el-guitar og sidemanden el-bas. Det gav lidt mere bund og generel saft og kraft til sammenhængen.

At Meyvant ikke rigtig vandt mig for sin sag, har også lidt at gøre med hans måde at levere sine sange på. Grundlæggende har han en ret interessant stemme. Han kan synge meget lyst, både i blød falset og mere kontant, men hans greb om det live var ikke overbevisende. Han vil gerne synge og spille meget dynamisk, men det betyder at halvdelen af melodilinjerne fortaber sig i skægget, fordi han ikke bærer dem igennem. At man kun sporadisk kan opsnappe tekstlinjer her og der, er også med til at give et lidt sjusket indtryk. Jeg er ikke i tvivl om, at manden har en ret særlig stemme, det kom bare ikke rigtig ud over scenekanten denne søndag. 

Undtagelsen kom til allersidst, i det første ekstranummer “Payload”, hvor han bad publikum ”svare” melodien. I det øjeblik trådte han nogen skridt tilbage fra mikrofonen og sang i stedet af karsken bælg med publikum på korsvar. Dér tænke jeg, at det var sådan, det skulle have lydt hele aftenen. En ganske kort perle i slutningen af en lidt ujævn aften.

Amager bio var ikke fuld, men der var pæn opbakning fra islandske ex-pads, der reagerede meget positivt på Meyvants selvironiske indslag mellem numrene, så de har sikkert haft en dejlig aften.