Roxette for fuld udblæsning
Roxette - ★★★★
Royal Arena KBH 12.11.25
Anmeldt for GAFFA.DK
Foto: Morten Rygaard
Det er bare ærgerligt at Royal Arena ikke er noget særlig godt sted at opleve musik, der spiller højt. Og det gør Roxette.
Den svenske powerpop duo Roxette, brød igennem internationalt i slut 80erne. Man skal have levet på en øde ø, hvis man som mig, har været ung i de år og ikke kan se Marie Fredriksson og Per Gessle for sig på deres Joyride, siddende der med vind i håret på kølerhjelmen af en rød bil på vej hen over et amerikansk ørkenlandskab. Der er heller ikke mange på min alder, der ikke kan synge med på “It Must Have Been Love”, der var soundtracket til en af datidens allerstørste romantiske film Pretty Woman. Roxette er i flg. Wikipedia det næstmest sælgende svenske band igennem tiderne - kun overgået af Abba.
Det sidste studie album med Fredriksson og Gessle er fra 2016 og det var også det år de turnerede sammen for sidste gang. Maria Fredriksson døde i 2019 af kræft, 61 år gammel.
Med en passende mængde formalia således på plads, lander vi i Royal Arena, hvor aftenen startede godt med en halv times FED support fra Poul Halberg and Friends. Det vender jeg tilbage til.
Fra 2024 har Lena Philipsson overtaget leadvokalerne i Roxette. Philipsson, der har et kæmpe bagkatalog af egne album, debuterede selv tilbage i 86, så hun må jo have lyttet til Roxette i sine unge år og sandsynligvis været fan af den 8 år ældre Fredriksson. Jeg kunne godt have tænkt mig, at spørge Philipsson om, hvordan det er at træde ind i sådan et univers, så mange år efter.
Umiddelbart så de ud som om, at hun følte sig hjemme. Hun gjorde det godt, uden at jeg helt ærlig kunne høre, hvordan hendes stemme lød. Det vender jeg også tilbage til.
Efter der første par numre, blev der budt velkommen på både engelsk (af Gessle) og siden på svensk af Phillipsson, der også lige fik afklaret, at der var rigtig mange svenskere i publikum, der i øvrigt selv om de fleste vel var 40+ alligevel var overraskende blandet aldersmæsigt.
Der var fuldskrue fra første færd med bas, trommer, tangenter, kor og hele 3 el-guitarister (inkl. Gessles). Noget, jeg overordnet godt kunne lide ved aftenen, var, at numrenes lyd ikke sad fast i 80er æstetik og - hvad jeg altid har syntes var - grimme keyboardlyde, men blev spillet som rockmusik med meget mere guitar end de oprindelige versioner. Det, synes jeg, var et godt valg, fordi det hjalp musikken ud af sin tidslomme. På den anden side blev det også en noget insisterende fest, hvor numrene med få undtagelser, havde samme dynamik og generelle opskrift. Først er man jo med på den, og bliver glad for at genhøre deres mange hits, men mine ører blev lidt ligeglade, efterhånden som tiden gik og jeg oplevede, at festen føltes forceret og lydtrykket forblev det samme.
Der var da også højdepunkter. For mig var det ”Crash! Boom! Bang!”, der med surfguitar intro nærmest fik country-feeling.
”Fading Like a Flower (Every Time You Leave) ”skilte sig også ud ved at starte med klaver, og i øvrigt sende ekstra meget på abba-frekvensen.
”It Must Have Been Love” dedikerede Phillipsson i god stil til Marie Fredriksson. Det er jo virkelig også en flot, flot sang, som hun dog slap lidt nemt om ved, fordi hun lod publikum synge alle de omkvæd, der falder efter modulationerne (altså til sidst i sangen, hvor omkvædet bliver lysere). Det kan der jo være mange grunde til, fx at stemmen er lidt slidt og tur træt, men det er alligevel dér, prøven skulle stå, og derfor blev det lidt et antiklimaks at hun ikke samlede handsken op.
Hovedsættet sluttede med en vild ”Joyride”.
Herefter gik de ud, og blev væk MEGET længe. Så længe at publikum mistende lidt pusten.
De fire ekstra numre blev noget af bedste, for endelig oplevede jeg, at musikken kunne ånde. ”Spending My Time” leverede Gessle og Philipsson som duet akkompagneret af Gessles akustiske guitar. Det var første gang, man rigtig kunne høre og mærke, hvordan deres stemmer lød. Efter endnu et par hits kom aftenens bedste oplevelse ”Queen of Rain”, hvor jeg oplevede at musikken endelig fik lov at flyde rolig afsted, og hvor Jonas Isacsson (i øvrigt tidligere af Gessle præsenteret som et af de helt originale medlemmer af Roxette) spillede en fornem ambient solo. Jeg nød i øvrigt alle hans indsatser aftenen igennem. Godt han er med igen. Bandet var i det hele taget rigtig godt. Det kunne, der burde der jo være kommet en fed koncert ud af. Men høj musik klarer sig bare ikke særlig godt i Royal Arena. Lyden i Royal Arena er næsten altid utrolig kaotisk. I aften var desværre ingen undtagelse. Som sædvanlig væltede trommerne og de dybe frekvenser rundt mellem hinanden, så alle finere nuancer inkl. meget af vokalerne fortog sig i bulderet. Jeg tænker det bliver sidste gang, at jeg anmelder noget i Royal Arena, hvis jeg har en forventning om, at der vil blive spillet højt.
Poul Halberg and Friends.
Genial opvarmning til lejligheden var Poul Halberg & Friends, der næsten var en større Joyride end hovednavnet. Det var skønt at høre Poul Halberg møge den af på helteguitar, som man sjældent hører dem i dag. Det er mange år siden, jeg har hørt ham spille, og det har jeg savnet - ku’ jeg mærke.
At deres sæt blev sådan en fest, handler også om at Halberg jo har skrevet en perlerække af medrivende hits, der har været med til at definere, hvad vi oplever som en god popmelodi i Danmark. 80erne havde sit helt eget udtryk her. Det er utrolig dansk, på godt og ond kan man sige, helt fri for blå toner, har en særlig type harmonisekvenser og toneart skift. Det er virkelig genkendeligt, og Halberg har været en definerende sangskriver i den tradition.
En særlig ”finesse” ved valget af opvarmnings band var, at også her ”mangler” den oprindelige sanger. Mange af sangene kommer nemlig fra bandet Halberg-Larsens repertoire, hvor Mona Larsen sang lead. Heidi Degn, der synger lead nu, har altså samme udfordring som Lena Philipsson, med hensyn til skulle fylde andres sko. Det gjorde hun så til gengæld rigtig godt fra første til sidste strofe. Det var også nemmere at høre hende, måske fordi musikken var mindre kompakt og dermed næsten ”overlevede” arenaen.
The Big L.
Sleeping in My Car
Dressed for Success
Crash! Boom! Bang!
Wish I Could Fly.
Opportunity Nox
Fading Like a Flower (Every Time You Leave)
Vulnerable
Milk and Toast and Honey(?)
Almost Unreal
Stars
She's Got Nothing On (But the Radio)
It Must Have Been Love
How Do You Do!
Dangerous
Joyride
Ekstra:
Spending My Time
Listen to Your Heart
The Look
Queen of Rain