Og jeg som ellers elsker at lade mig begejstre.
Alice Phoebe Lou - ★★
DR Koncerthuset, studie 2 22.04.25
Anmeldt for GAFFA.dk
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været til så kedelig en koncert.
Jeg finder ingen fornøjelse i at skrive dårlige anmeldelser. Jeg opsøger altid kun koncerter, jeg har en klar forventning om at ville nyde. Når det var en rimelig forventning at have til sydafrikanske i Berlin bosiddende Alice Phoebe Lous koncert i aften, var det, fordi jeg har hørt hendes livealbum Live at the Funkhaus fra 2020. På det album viser hun sig som en dejlig levende indie-pop singer-songwriter, med lidt løst strukturerede sange, hvilket jeg oplevede som om der var lidt jazz i bægret. Hendes album-band, rytmegruppe og blæsere, var godt og man bemærkede hendes sydafrikanske rødder titte frem i visse guitarostinater og i blæsermotiver. En lille unik detalje, som jeg rigtig godt kan lide og som gjorde mig nysgerrig på mere.
I aften var der hverken sydafrikanske noter og intet rum for, at det band hun havde med her, fik lov at finde hinanden og spille sammen for alvor. Der var heller ingen festlige blæsere, men en strid strøm af facil Fender Rhodes, I ved blødt el-klaver, der i de forkerte hænder får alle sange til at smage af lounge-jazz. Jeg har svært ved at beskrive stilen som andet end uskarp indie-pop til den søde tand bygget over en lidt leddeløs sangskrivning.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været til så kedelig en koncert. Til gengæld var den lang! 22 numre. Det føltes som en ørkenvandring igennem det ene medium-tempo eller decideret slow-tempo nummer efter det andet. Det eneste bevægelsesmønster, sangene inspirerede til, var det, hvor man går et lille skridt til den ene side, trækker den anden fod hen til den første, så fødderne står i et T, og så forfra til den anden side.
Jeg savnede en mindeværdig melodi og eller bare et overbevisende omkvæd ind imellem. Når jeg ikke kender et repertoire til bunds, som jeg skal anmelde, plejer jeg at skrive et parlinjer ned fra omkvædet i hver sang, så jeg kan google teksten, når jeg kommer hjem og dermed finde ud af, hvad sangen hed. I mange af Lou’s sange, var jeg simpelthen i tvivl, om der havde været er omkvæd, når de pludselig sluttede. Og det var altid lidt pludseligt, for de stoppede bare, når der ikke var mere tekst. Ikke noget med at bandet rundede nummeret af, nej det stoppede bare.
Vi fik heller ikke en eneste begavet introduktion, men kun almindeligheder som ”har I det godt”. Det kan ellers redde meget, hvis sangskriveren har noget at sige om sine sange.
Midt i sættet spillede Lou hele tre solonumre, det blev sættet hverken mere rørende eller spændende af.
Jeg vil indrømme, at koncerten løftede sig i de sidste fem sange, men da, var det alt for sent til at rede aftenen. Det viste dog, fx i en sang som ”Childs Play”, at der alligevel er lidt saft og kraft i Alice Phoebe Lou, og at hun faktisk har et mindre blodfattigt gear, a la det jeg hørte på hendes livealbum. Hun har en mere up beat side med decideret attitude i vokalen. Det ville man gerne have hørt mere af.
Support: Cordelia, var et interessant nyt bekendtskab, man glæder sig til at følge.
Med sin fine, virkelig delikate vokal og en håndfuld gode sange - lidt i Joni Mitchellsk tradition- var den unge engelske sanger og sangskriver Cordelia til gengæld en rigtig god oplevelse. Hun havde også en venlig og naturlig måde at henvende sig til publikum på. Hendes debutalbum Everything hurts (I love you) er lige udkommet. Det glæder jeg mig til høre.