Trinelise Væring

En meget, meget smuk stemme i en lidt for løs musikalsk indramning.

Arooj Aftab - ★★★★


Store Vega d.010.11.24  

Anmeldt for GAFFA.dk 

Når pakistansk-amerikanske Arooj Aftab synger på sit modersmål, smager det af kvarttoner og Østens mystik.

Arooj Aftabs stemme er en ren lise for sjælen. Den er som tykt blødt fløjl der smyger sig om dig, helt uden skinger mellemtone og 100% afspændt. Ren Vellyd.

Jeg kom stresset og smågnaven ind ad døren og sænkede straks skuldrene.

Det, vidste jeg jo godt på forhånd, ville ske, for jeg har lyttet en del på især to af hendes album. Det ene Vulture Prince fra 2021, var faktisk nr. 2 på min liste over årets album her i GAFFA det år. Jeg holder meget af måden hendes langsomme sange flyder forbi mine ører i en rolig strøm. Jeg nyder den måde musikken ikke har sport travlt på. 

Aftab vandt da også en Grammy i kategorien “Best Global Music Performance” for det album.  I 24 - og nu igen til 25 - har hun været nomineret i kategorien “Best Alternative Jazz Album” med de to næste album, hvoraf jeg vil anbefale det sidste Night Reign. 

Ikke mainstream-musik
Med andre ord, er det ikke mainstream-musik, hun gør sig i. At hun står i Store Vega og i øvrigt har spillet Roskilde Festival, er en af de mange overraskelser, som musikindustrien byder på.

At der har været sådan en hype omkring hende, har måske noget at gøre med, at Vulture Prince udkom på det hippe New Yorker label New Amsterdam Records, der udgiver en masse interessant musik, der, som Aftabs, arbejder på tværs af genrer og gerne bryder grænser. 

Melodier der smager af kvarttoner og Østens mystik
Arooj Aftab er opvokset i Pakistan. Hun flyttede til USA for at studere på Berkley College of Music og har boet der siden. Både denne aften og på sine album veksler hun mellem at synge på pakistansk og engelsk. Det er helt klart mest spændende, når hun synger på pakistansk, fordi de skalaer, der ligger i hendes fraseringer, når hun synger på sit modersmål, smager af kvarttoner og Østens mystik. Om hendes foredrag for alvor har noget med pakistansk sufi-tradition at gøre, er jeg ikke i stand til at afgøre, men for mig lyder af klassiske indiske og mellemøstlige musiktraditioner. Der er god plads i melodierne til de flotte forsiringer bl.a. fordi sangene ikke er særligt teksttunge. Ofte gentager hun helt enkle sætninger, så de næsten får karakter af et mantra.

Denne aften i Vega stillede hun op med sit band (akustisk (nylon strengs) guitar, violin (ofte pizzikeret), kontrabas og håndtromme/trommesæt spillet med brushes og køller. På trods af at instrumentation, ligger tæt op ad hendes fremragende album, blev det alligevel en lidt blandet oplevelse. Den primære årsag var de alt for mange og lange instrumentale passager, der var lagt op som egentlige soloer. Allerede i første nummer var der fx. både en god lang guitarsolo og en bassolo.

Jeg forstår godt pointen med, at musik også skal have lov at ånde, og at sange ikke behøver at være teksttunge, og har man i øvrigt lige læst min anmeldelse fra forleden af Jason Isbell, hvor jeg syntes, det trak lidt ned, at musikken var så utrolig effektiv hele tiden, ja, så skulle man da tro, at jeg var tilfreds nu. Men både min jazzmusiker gemal, der jo ellers er vandt til instrumentalmusik, og jeg selv oplevede koncertens form som lidt slap. 

For meget “alenetid” til bandet
Hvis man havde sat et stopur til denne aften, tror jeg max Aftab selv sang 20% af tiden. På den måde var der for lidt af det, der er den egentlige attraktion i musikken, og for meget “alenetid” til bandet. Ingen af instrumentalisterne kunne i mine ører for alvor levere interessante soli. De prøvede at hidse en stemning op, men fyldte bare rummet ud med toner. Det kan sagtens fungere og sådan set være i musikkens ånd, at den bare flyder forbi, men passagerne var for lange og der var for mange af dem, og med den måde de blev spillet på, satte de sige mellem to stole. Var det en reel solo? Eller var det et vegeterende mellemspil.

Det var også skuffende, at ingen af solisterne tog farve af Aftabs mellemøstlige skalaer, men bare spillede videre i deres vestlige molfarvede landskaber. 

Jeg skal huske at skrive, at jeg ikke tror, største delen af publikum vil være enige med mig i denne analyse. De virkede fuldt tilfredse med alle soloerne.

Bramfri speak 
Undervejs gav Aftab whisky shots til de forreste rækker, vel sagtens inspireret af sangen “Whiskey” fra seneste album.

Hun var også overraskende bramfri og nogle gange lige frem morsom i sine introduktioner. På sin vis i skærende kontrast til sine æstetiske sange. Hun sagde fx, at vi hellere måtte købe hendes merch, fordi de der t-shirts med koncert datoerne på ryggen ville være usælgelige i morgen, og som hun sagde: “they have my eyes on the front… it’s gonna look funny if you have boobs…That’s why I wear sunglasses, so you have to buy the t-shirts to see my eyes… just kidding, I’m just hung over.” 

Således prøvede hun ikke ligefrem at bevare mystikken fra musikken i sin speak, men på den anden side var det også skægt at opleve hendes joviale og fremkommelige facon.

Inklusiv de to extra numre varede koncerten en time og 10 minutter. 
Folk ville gerne have haft mere. Det var tydeligt, at de ikke havde lyst til at slippe følelsen af vellyd. Om de ligesom os også følte sig lidt snydt, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg vil stadig nyde Arooj Aftabs album og det fantastiske soundscape, de leverer. Jeg kunne også godt finde på at gå til koncert igen, for at nyde hendes stemme. Men jeg håber, hun strammer sit sæt lidt op til næste gang.